Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Nyt satsningsområde

I samarbejde med Aarhus Universitet har Videnscentret igangsat et satsningsområde, der skal bidrage til at afdække folkets møde med folkekirken.

tekst: FUV - foto: Christian Roar Pedersen

Det nye satsningsområde tager form af en række ansættelser og projekter, der har det tilfælles, at de vil undersøge folkets møde med folkekirken i livsovergangsfaser, i første omgang med særligt fokus på livets afslutning. På længere sigt er det muligt at udvide området til også at omfatte fødsel/dåb, konfirmation og vielse.  

Satsningsområdet vedr. livsafslutning er sat til at vare i tre år og vil tage form af en række projekter igangsat i samarbejde med bl.a. Center for Samtidsreligion under Aarhus Universitet.  

Det overordnede formål med satsningsområdet er at frembringe systematisk og empirisk baseret viden om folkekirkens rolle, betydning og udfordringer fremadrettet på området livsafslutning, død, begravelse samt brug af kirkegårde. Baggrunden er, at dette område er en af folkekirkens vigtigste kontaktflader mellem kirke og medlemmer, hvad omfang angår. Dette gælder såvel bisættelse/begravelse som kirkelig handling, kirkens sjælesørgeriske og diakonale arbejde samt kirkens tilstedeværelse i og kontakt til sundheds- og plejesektoren.  

Samtidig er dette et område af folkekirkens virke, som hidtil har været beskedent udforsket med mindre studier af bl.a. begravelsestaler og funktionspræster inkl. sygehus- og hospicepræster. Med henblik på bedre forståelse og udvikling af folkekirkens virke er der derfor behov for en mere omfattende undersøgelse af dette område.  

I den anledning ansættes der to post.doc’er, én ved Aarhus Universitet i samarbejde med FUV og én ved Videnscentret. Aarhus Universitet og FUV har valgt at ansætte Anne Kjærsgaard, der over en årrække har forsket i netop dette emne med særlig fokus på kirkegårde. Anne får primær arbejdsplads på universitetet.  

Videnscentret har netop ansat Christine Tind Johannessen-Henry, der skal arbejde med emnet. Christine får sin primære arbejdsplads i FUV Kbh. og desuden en tilknytning til FUV Aarhus. 

Vi ser meget frem til arbejdet med dette emne og glæder os over muligheden for at bidrage til at afdække et så væsentligt område for folkekirkens virke. 

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Birgitte Graakjær Hjort på bghj@km.dk eller Ulla Schmidt på teous@cas.au.dk