Fortsæt til hovedindholdet
11. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 11. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

Jesper Topp og Heidi Kasper Hansen

Arbejdsprocessen har taget udgangspunkt i en læsning af de tre bibelske tekster, som gudstjenesten bygges op over. Vi lod os straks fange ind af ordene i Jobteksten ”Han lader det regne på jorden, han sender vand over markerne.” Det er høsttid, så måske ikke lige den tid, hvor landbruget beder om regn, men nu er vi kommet til gudstjeneste – ikke for at skaffe os magt over vind og vejr, men for at høre om nådens kilde.

Ved at læse teksterne fik vi belyst sammenhængen imellem dem og kredsede os ind på et centralt og mere overordnet tema i denne søndags gudstjeneste: Guds retfærdighed forstået som Guds overvældende og overraskende barmhjertighed. Deraf viste sig de forskellige muligheder for at bygge salmevalget og dermed også melodivalget op.

For Heidi som præst er det naturligt at tænke hele gudstjenesten ud fra evangeliet og det tema, som ligger heri. Derfor er det både udfordrende og spændende, når Jesper peger på prægnante enkeltord og udtryk i kollekter og læsninger, som inspirationskilde til musik og salmer. Denne arbejdsmetode afsporer ikke fra evangeliets tema, men fremkalder (til præstens glædelige overraskelse) flere aspekter af det.