Fortsæt til hovedindholdet
13. søndag efter trinitatis
Musikvalg 13. s. e. trinitatis

Musikvalg

Forslag til præ- og postludium samt motet for lige stemmer og blandet kor

Præludium
J. S. Bach: ”Vor Fader udi Himmerig” fra Orgelbüchlein. Edition Peters.
Med Bachs flotte og samtidig inderlige sats kan man indlede gudstjenesten. Melodien bærer anden salmes tekst, så Bachs sats lægger dermed op til dagens tema om at have øje for vor næste.

Motet for lige stemmer
Thomas Laub, sats af Klaus Lyngbye: ”Herren han har besøgt sit folk”, Jubilemus 2, Musik i kirken, Edition Egtved.
Jesus sætter den nye pagt over den gamle, i og med at han ”besøger sit folk”.

Motet for blandet kor
Jesper Topp: ”Halleluja! jeg min Jesus har fundet!” i Jesper Topp: 15 motetter fra Jerne, eget forlag, 2020.
Med baggrund i ordene i Lukasevangeliet om de vigtigste bud i loven. En enkel sats for blandet kor. Starter enstemmigt og har et gregoriansk præg. Opbygget som spørgsmål og svar, dvs. koret udtrykker i motetten på menighedens vegne menighedens svar på modtagelsen af evangeliet og billedet af nåden i Kristus.

Postludium
Felix Mendelsohn: ”Sonate no. 6 i d-mol”, indledning, 1. og 2. variation, Edition Peters.
Satsen ligger i forlængelse af såvel præludium som anden salme og er med til at danne en ramme om gudstjenestens forløb. Tillige har vi samtidig musikalsk præsenteret to forskellige bud på den samme salme med vidt forskelligt udtryk. Man kan, hvis man ønsker, forkorte postludiet enten ved at spille koralen alene, 1. variation eller koral og 1. variation sammen. Det betyder blot, at man selv må tilføje en afslutning for at runde satsen af på tilfredsstillende vis.

Alternativt: H. Matthisson-Hansen: ”Fantasi for orgel nr. 5, D-dur over 'Hvor salig er den lille flok'”, Fantasier for Orgel nr. 4-6 1881-1882, Wilhelm Hansen
Satsen er vel rigelig lang til gudstjenestebrug, men det er muligt at spille uddrag af værket hvilket ville være fyldestgørende som postludium.