Fortsæt til hovedindholdet
13. søndag efter trinitatis
Salmevalg 13. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre

DDS 687 Hvor dejlig skal Guds kirke stå

DDS 508 Bryd frem mit hjertes trang at lindre

100S 889 Du skal elske din næste som dig selv

DDS 694 Jesus, at du blev min broder

DDS 696 Kærlighed er lysets kilde

Gudstjenestens storladne indgangssalme, ”Lovsynger Herren”, er pompøs og danner her en fin forlængelse af Bachs pompøse orgelkoral. Gennem salmen får menigheden serveret et væld af gode, identitetsskabende billeder: syngende, tilgivne, løskøbte, livsfornyede, skabte. Ordet ’pagt’ står i vers 7 og vil blive udfoldet i både lektien og epistlen.

I ”Hvor dejlig skal Guds kirke stå” følges op på lektiens ord om varetagelsen af næstens tarv. Versene er tæt på at gentage de enkelte bud. Det er en helt anden type salme skrevet meget tidligere, faktisk så tidligt som 1539. Den indtager en nøglerolle i musikken omkring dagens gudstjeneste, hvor såvel præ- som postludium er bygget op omkring samme salmemelodi.

Epistlen problematiserer, at lovoverholdelsen fører til retfærdighed. Loven er ikke nok. ”Bryd frem mit hjertes trang at lindre” fremhæver Kristus som den arme verdens rige trøst – ved ham kan livet oplives og træet bære den gode frugt. Det er igen en anden type salme fra pietismen. Zinck er her mester for melodien, der bygger på Brorsons tekst. Melodilinjen er holdt i et omfang på en oktav og er derfor overskuelig for menigheden at fremføre.

Efter prædikenen skal der synges om næstekærligheden – og om Guds barmhjertighed med det menneske, der kommer til kort i kærlighedens tjeneste. ”Du skal elske din næste som dig selv” hører til de nye salmer, melodisk i bueform og igen – et overskueligt toneomfang. Rytmen er her i højere grad end de øvrige salmer det bærende element, og salmen kan ses som den fornyende salme i det samlede salmevalg.

”Jesus, at du blev min broder” er den ultimative fortrøstningssalme til det menneske, som bekymrer sig for sin kærlighedsevne. Beroligelsen ligger i beskrivelsen af, hvordan Kristus/Kristi kærlighed indsættes på det sted, hvor menneskets ’egen’ kærlighed har (eller burde have) sæde. Mennesket skal derfor ikke være optaget af sin egen kærlighed, hvor langt den evt. skal række, men kun på at være elsket. Dét er Ånden, som sætter frugt. Det er en af de ældre salmer. Også her er den gentagne rytme et vigtigt element, hvilket er med til at levendegøre teksten og gøre Ebelings melodi overskuelig for menigheden. Samtidig er salmen noget indadvendt i sit udtryk i tekst og melodi, hvilket gør den egnet til nadversalme.

Teksten til ”Kærlighed er lysets kilde” lovsynger den guddommelige kærlighed, og hvor det i den gamle pagt var Guds retfærdighed som afspejledes i buddene, så er der nu ikke længere tale om bud, men om milde råd. I salmens centrale vers står Kristus som kilde til den ånd, der sætter frugt, jf. nadversalmen. Salmen har en flot barokmelodi i buefom, der i sit udtryk er med til at bringe en festlig afslutning på dagens gudstjeneste. Salmen er igen bygget op over de overvejende samme rytmiske sekvenser hele vejen, noget der er med til at skabe et helhedspræg og gøre den sangbar.