Fortsæt til hovedindholdet
18. søndag efter trinitatis
Musikvalg 18. s. e. trinitatis

Musikvalg

Forskellige forslag til præ- og postludium samt korsatser for ligestemmigt og blandet kor

Præludium
Naji Hakim: ”Hil dig, frelser og forsoner”, Sakskøbing præludier (puor Orgue), Combre. Hakim har skrevet en virtuos og hurtig sats med skøn harmonik over Laubs melodi til salmen. Jesus er vred, og samtidig vil orglet bruse i sin pleno-klang. Satsen kan også være postludium, hvis man hellere vil have en rolig indgang til gudstjenesten.

Christian Præstholm: ”Hil dig, frelser og forsoner”, Orgelkoraler 3, eget forlag
Denne lille fine sats med gennemgående tre-delte ottendedele som akkompagnement.

Christian Præstholm: ”Dommer over levende og døde”, Orgelkoraler 9, eget forlag. Satsen parafraserer over dommerne i Esajas-teksten.

Postludium
Det kunne være interessant at parafrasere over Jesus Christ Superstar, for Andrew Lloyd Webbers musical vil meget og har fine beskrivelser af smerte og desperation. Specifikt kunne man improvisere over ”Superstar” og fade over i ”Heaven on their Minds”.

Naji Hakim: ”O kristelighed”, Sakskøbing præludier (puor Orgue), Combre. Harmonikken er fantastisk, man svæver på den, og teksten har sammenhæng især med Paulus, hvor Grundtvig for mig at se priser Kristus i samme ånd som Paulus.

Johannes Matthias Michel: ”Nun danken alle Gott”, Jazz Inspirations for Organ 1, Bärenreiter. Lovsangen om, at alle takker Gud, klinger festligt ud i bossa nova efter, at Jesus har sat sig selv på en piedestal i Matthæus-teksten, salmisten har løftet Gud op på de højeste tinder og Paulus har udtrykt taknemmelighed over Kristus. 

Motet for lige stemmer
SA + klaver
Max Reger: "Ængstede hjerte", op. 61/ DDS 656 vers 1 og 5, FUK KorNyt 1982/2. Som "Trods længselens smerte", jf. forslag til motet for blandet kor, korresponderer den mest med Paulus-teksten.

SSA + klaver
Jakob Lorentzen: ”Mundi laetitia brevis” (Verdens glæde er kort), 5 motetti latini, Edition Egtved KB 469. Jesus er vred, og derfor er verdens glæde kort. Satsen er fyldt med ’vrede’ klaverfigurer.

SS
Evanthore Vestergaard: "Nu takker alle Gud”, FUK 122, Kirkemusikforlaget 2008

Motet for blandet kor
Willy Egmose: ”Menneske, din egen magt”, Den Danske Salmebog, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. Satsen gør sig bedst i en lidt hårdtpumpet rytme i et ikke for hurtigt tempo. Salmen kan fint korrespondere med Esajas, der taler om håndværkeren og håndværket, men kan også relatere til Matthæus, der beskriver Jesus, som ingen længere tør spørge om noget, fordi han har sat alle til vægs, og sige, at menneskeheden kan vælge at være dummernikker, som spørger for at spørge i stedet for at skabe en verden, som er værd at leve i.

Hans Matthison-Hansen: ”Trods længselens smerte”, Den Danske Salmebog, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. Med sine seufzer-figurer (suk) i smerte og hjerte bevæger den sig stille og roligt opad. Den har en inderlighed, som bliver forløst i sekvenserne linje fire og fem. Teksten handler om at tage Guds ord og troen ind i krop og sind og korresponderer mest med Paulus-teksten.

J. P. E. Hartmann: ”Vor Herre han er en konge stor”, Den Danske Salmebog, Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag. Salmen referer både til lektien og til evangeliet. Mest relevant er vers et, fire og fem. I lektien siger salmisten ”Det er ham, der troner over jordens flade”, mens salmen siger ”Vor Herre, han er en konge stor og troner i Himmerige”. I evangelieteksten sætter Jesus farisæerne til vægs og bliver dermed den største og uovervindelige.