I den indledende drøftelse af 18. søndag efter trinitatis og dens tekster går det hurtigt op for os, at det ikke er den nemmeste dag at vælge salmer til. Sammenhængen, vi gerne vil have frem, er ikke så tydelig for os – måske fordi der er meget på spil i alle tre tekster – og vi arbejder hårdt med at finde en linje eller rød tråd, som også kan generere salmeidéer. ”Op, al den ting” kunne være indlysende som første salme, men vi vil gerne noget andet end det meget oplagte eller brugte. Som det nogle gange kunne være fristende at forbigå en epistellæsning i tavshed – eller det modsatte: prædike over den! – fordi alt for meget er i spil, kunne det i dag være fristende at springe over, hvor gærdet er lavest, og nøjes med at styre efter evangelieteksten. Det strider dog imod vores metode og projekt. Og også i evangelieteksten udfordres vi i øvrigt, da vi her møder en ’bitchet’ Jesus, der i en stridssamtale lukker munden på folk. Som organisten sagde: ”Hvorfor kan han ikke bare opføre sig ordentligt, som han plejer?!”
Bemærkningen fører til en samtale om Jesusfiguren og om, hans optræden ikke netop viser hans menneskelige side: at han ikke kun er Gud, men også menneske på godt og ondt. For prædikanten giver det en opmærksomhed på, at man måske i en prædiken skulle udfolde, hvad der ligger bag Jesu ’bitchede’ opførsel og konflikten i dagens tekst i øvrigt. For der er sikkert andre end organisten, der kan slå sig på den Jesus, vi møder her.
Begge falder vi over billederne i Esajasteksten og har lyst til at udfolde dem i salmerne, vi skal vælge. Det bliver ikke helt nemt. Først bagefter, da salmerne er valgt, opdager vi, at der er et skabelsestema herfra, der dukker op flere steder. Dejligt! Men til gengæld ser vi ret forskelligt på Pauluslæsningen – enten som nøgternt konstaterende eller som en rørende taknemmelighedsytring. Dette førte til en samtale om vigtigheden af at blive rørt, også i en gudstjeneste. Og at det tilsyneladende er forskelligt, hvad der bevæger og rører os.
At salmevalgets fødsel har været lidt hård denne dag, og at den røde tråd først blev tydeligere for os undervejs og efter, at salmevalget var på plads, kan være et udtryk for, at tilgangen til en gudstjeneste ikke altid kan foregå på samme måde, og at alle gudstjenestens forskellige dele er vigtige – at der ikke er én, der har forrang.
