Fortsæt til hovedindholdet
19. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 19. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Es 44,22-28: En halvlang og billedrig første læsning, hvor vi nøjes med at koncentrere os om begreberne løskøb/frelse og skabelse. Gud er både skaber og frelser – det samme er på færde i evangelieteksten, og læsningen peger dermed videre dertil, svarende til andet kollektforslag.

Ef 4,22-28: Ligesom flere gange tidligere i trinitatis-tiden er Paulus i humør til formaninger, og opfordrer til, at efeserne aflægger det gamle menneske, med alt hvad det indebærer af synd, løgn og usandhed, og i stedet ifører sig det nye menneske, det vil sige lever med en bevidsthed om at være forpligtet på hinanden; altså på næstekærlighed. Man skal derfor heller ikke ”lade solen gå ned over sin vrede”. Vise ord, man kunne tages op i prædikenen.

Mark 2,1-12: Konteksten kan tænkes med: Vi er i begyndelsen af evangeliet, kort efter Jesu dåb, hvor Gud kalder ham sin søn. Alligevel handler det her om, med hvilken myndighed han taler. Hvem er du, Jesus? Da Jesus helbreder den lamme siger han ikke, men viser, at han er Guds søn. Han kan både puste liv i folk og tilgive – som Gud. Give ”ny begyndelse” med ordene fra prædikensalmen ”Vi finder fred i kirken”.

Nye begyndelser har vi brug for, når livet er svært, og vi mister mod og retning. Den syge mand i evangeliet fik en ny begyndelse, da han blev helbredt. På samme måde er det en ny begyndelse, når et menneske får mod og håb og tør træde ud i sit liv igen: tage det på sig, tage livtag med det, og dele det med andre. Om det er efter sygdom eller noget helt andet. Nye begyndelser kan vi dog også få, når vi modsiges og rystes, som de skriftkloge gør i evangeliet, og opdager, at vores forudfattede meninger og det verdensbillede vi havde, ikke er det eneste sande. Eller måske overhovedet ikke sandt. Det kan være i vores forståelse af og omgang med hinanden, hvor det er nemt at hænge fast i en antagelse eller en vrede – og lade solen gå ned over den. Endelig gives en ny begyndelse også den, der opdager, at hans lykke og livets mening ikke beror på ham selv, men at han lever af det, han får givet. Livet, håbet og kærligheden. Og tilgivelsen! For den er også en ny begyndelse. Både den tilgivelse, jeg selv er genstand for, og den jeg møder andre med. Og når jeg glemmer alt dette, eller bare har brug for at blive ’tanket op’ af det igen, er der hjælp at hente, for: ”Vi finder fred i kirken” – ”et sted med ny begyndelse til alle”.