2. søndag i advent
Homiletiske overvejelser 2. s. advent

Homiletiske overvejelser

Lektie: Visionen om Guds fredsrige, når Messias kommer.

Epistel: Opfordring til at bevare håbet og til fællesskab.

Evangelium: Domstekst, der taler til håb ind i menneskers frygt.

Jesus kommer som den anderledes magt, kærlighedens magt, der fælder dom over verden og vores måde at leve på. Men fordi det er kærlighedens magt, der dømmer, betyder dommen samtidig forløsning. Kærlighed lader nåde gå for ret. Den dømmer ikke til død, men til liv. Ikke til tilintetgørelse, men til nyt mod.

Verdens undergang er en banal kendsgerning. Denne verden er fuld af verdener, der styrter i grus, både store og små. En ulykke, en sygdom kan få en verden til at bryde sammen. Vi skal miste kære, en dag skal vi selv dø. Det fylder os med angst og frygt.

Alting er dømt til at ende, og derfor er det afgørende, hvad vi venter. Dom og forventning hører sammen. Vi kan lade angsten få overhånd og lukke os ude fra livet af frygt for at miste det. Vi kan gå den modsatte vej og lade livet gå til i ligegyldighed og grådighed. Vi kan med evangeliets ord lade vores hjerter sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer. Eller vi kan tro, at når vi møder undergangen, møder vi også Menneskesønnen.

Det er sagt, at menneskets eneste fortabelse er at fortabe det at være menneske. At være menneske er en gave og en opgave. Men når vi ikke kan eller vil leve under de vilkår og med de krav og fordringer, der er givet med det at være menneske, går livet tabt for os. Derfor er Menneskesønnen kommet for at forløse os til at tage vores liv på os og leve det med løftet hoved og rank ryg.  Vi skal ikke hænge fast i det, som gik galt men give os i kast med det, som er ret.  Vi må tro, at det nytter at arbejde i verden og forsøge at gøre den bedre. Selv om meget er ødelagt, også ved os, gives der en ny begyndelse, også den sidste dag.

Jesu lignelse om figentræet er en håbslignelse. Når vi møder ødelæggelse og død, møder vi også livet. Vi overlades aldrig til intet og ingenting, men til Gud. Vi fyldes dagligt med dommedagsprofetier om alt, hvad der truer os og vores jord. De er tit både en håbløs og gudløs affære; to sider af samme sag. Anderledes i evangeliet, der netop ikke taler til vores frygt, men til håbet.