Første indtryk af denne søndags tekster er en anden åbenhed end søndagen før. En storhed. Dels i Esajasteksten om døden, der opsluges for evigt, som et slør eller dække over alle mennesker, som endelig fjernes. Som tårer, der tørres fra et ansigt. Men også i evangeliet er der storhed. Det går ikke småligt for sig, når manden inviterer til fest. Det ender med fest for de fattige og vanføre og i det hele taget alle dem, der ikke kan gøre gengæld.
Men hvordan er det egentlig at skulle ændre planer og afbryde vores eget for en invitation, der kommer uventet? Evangeliet vil os noget, vi ikke altid vil. I midten af læsningerne fortæller epistlen om broderkærligheden – ligesom i søndags, næsten som om vi skulle have glemt den allerede.
Igen: Trinitatistiden begynder i det jordnære og dagligdags, i forholdet mellem mennesker. Men også med at bygge menigheden op og vende den ud mod verden. Kirken sendes til verden for at holde fast i en fest, hvor alle er velkomne. Vi undrede os over et par steder: epistlens ”(den der) ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? , men også evangeliets slutning: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Fortrydelsesret er måske så meget at forlange – men er der ingen fortrydelsesmulighed, når man fanges af sit eget afbud?
