24. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 24. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Tema og liturgiske anknytningspunkter

”Hun er ej død, hun sover kun”, digtede Grundtvig om sin elskede Marie. Ordene reflekterer dels den sørgende efterladtes perspektiv: Den døde kan ligne en sovende, men det er et smertefuldt bedrag. Med sin istaphånd gør døden legemet koldt, skiller livsånden fra støvet. På grusomste vis skiller den os dermed fra den elskede, og vi sidder ensomme tilbage, fordi vi ikke længere kan dele tanker, følelser, smil, ord og indforståetheder. Men som citat af Matt 9, 24 er Grundtvigs digt samtidig forkyndelse. Han tror, at døden ikke er endegyldig – for Jesus er det ikke sværere at levendegøre en død end at vække en sovende af sin søvn; vores samliv med Gud og med hinanden kan opretholdes ved Guds Ånds kraft.

Det er netop den tro, synagogeforstanderen har og den kraft, kvinden med blødningerne søger, og som derfor driver dem begge til Jesus. Kvinden ønsker, at denne kraft skal forandre hendes tilværelse – så stærk anser hun den for, at den så at sige virker gennem kvasten af Jesu kappe. På grund af blødningerne regnes hun for uren, så hun er afsondret, udelukket fra samliv med andre. Uden nærhed og fællesskab. Med andre ord: hun lever som en død.

Trædestenen fra beskæftigelsen med den biologiske død til talen om liv og død i mere omfattende kategorier – som åndsliv henholdsvis åndelig død – er, at Jesus benævner kvinden ’datter’ (θυγάτηρ). Herved jævnfører han hendes situation med den døde datter, han er på vej for at opvække.

Ezekiel maler med ord et ’memento mori’ med indtørrede knogler, der ligger spredt rundt omkring. Her er ingen reminiscens af liv, døden ligner ikke et blund, men en definitiv ødelæggelse og splintring af det skabte.

Men der bliver en genskabelse, idet materien samles, og livsånde blæses i den (1 Mos 2,7). Der tales om og profeteres til hele Israels folk: de kan (efter det babyloniske eksil) åbenbart samles igen, føres hjem, vækkes og oplives som folk, for nu at tale i grundtvigske termer.

Tema: ensomhed
Manglende sammenhængskraft og fælles identitetsmarkører skaber stor ensomhed i vores tid og samfund. Vi søger fællesskaber om så bare nogle flygtige, momentane – måske er det baggrunden for fællessangens fremgang i disse år som beskrevet fx af Lea Wierød: ”Samme sang som i tusind år? Om den danske fællessangs funktion i dag” i antologien Fællessang og Fællesskab, Sangens Hus, 2018.

Som kvinden, der klamrer sig til kvasten på Jesu kappe, griber vi efter flige, der om så blot for en stund kan begejstre, samle og oplive os. For ensomhed er døden. Vi nærer en stærk længsel efter, at det, som er dødt og forstenet, fortabt og koldt kan vækkes til live.

Ensomhed i et præsentisk-eskatologisk perspektiv: Vi er allerede ført over i Sønnens rige, men Ånden har stadig et arbejde at gøre i os (jf. Kol), for kirken er ikke hel, værket ikke fuldbragt, så længe der findes ensomme, afsondrede mennesker. Eksistensen af sådanne døde pletter på legemet, ikke-integrerede dele af Kristi krop udsiger derfor en egen dom over den levende del af fællesskabet.

Og futurisk-eskatologisk: Ensomhedsfølelsen beror på vores adskillelse fra Gud. Det kærlighedsrige, som Guds land er, er endnu på vej til os. (DDS 561 v.11). Det lever i os, det føler vi måske nok glimtvist, fordi vi lever ’efter ånden’, men vi har samtidig også længslen i os, og den er stor og vedholdende, fordi vi samtidig lever ’efter kødet’ (Rom 8).

Liturgiske anknytningspunkter
Trosbekendelsens tredje led: Åndens kraft og gerning. ”Vi tror, det var af kærlighed, Gud gav os liv og ånde. Vi tror, det nu er tid og sted at gå vor Gud til hånde” digter Lars Busk Sørensen i ”Nu er det Åndens lyse tid” (806 i 100 salmer). Sådan synger vi i den lyse højsommer først og midt i trinitatisperioden. Den opgave og fordring får en mørkere klang i det eskatologiske perspektiv, hvori vi nærmer os kirkeårets slutning.

En diskussion af formuleringerne ”kødets opstandelse” (Apostolicum) eller ”de dødes opstandelse” (Nicænum) kunne reflekteres i beskrivelsen af genskabelse og opvækkelse hos henholdsvis Ezekiel og Matthæus.

Gudstjenestens stærke ’vi’ ekspliciteret i bekendelse, bønner og (nogle) salmer kan betones som modvægt til ensomhedsfølelsen.


Om forholdet mellem tekster og liturgi 
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle. 

En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten. 

At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.