24. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 24. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

Jane Laut og Therese Solten

Samtale
Ezekielteksten er gruopvækkende fantastisk. Der er requiem-stemning over den måde, hvorpå den dvæler ved dødens realitet: de tørre ben, og noget horroragtigt i beskrivelsen af, hvordan de spredte knogler samler sig, og hud og sener trækkes over.
Samtidig står Livsånden frem som centralt fænomen, og det betones gang på gang, at Gud Herren er den, der har det i sin magt at skabe liv af dødt. Det, som er dødt og forstenet, indtørret, for evigt tabt og koldt, kan vækkes til live – og mennesker derved forenes.
Kvinden med blødningerne er ensom, afsondret. Uden nærhed og fællesskab med andre. Hun søger derfor den kraft, der kan forandre hendes tilværelse.

Nøgleord: ensomhed
Ensomhed er døden: adskilthed, afsondrethed, manglende sammenhæng.

Intention
Modsat requiemet som er en ’messe for de døde’ må gudstjenesten være ’messe for de levendegjorte’.
Den egentlige drivkraft i enhver gudstjeneste er Guds hellige Ånd. Orgelet har gennem århundreder været betragtet som Helligåndens instrument. Orgelet er jo et blæseinstrument, som drager ånde, og som puster liv og toner i den omgivende luft. Vi taler om muligheden for, at åndens opvækkelse af mennesket fra sløvhed, dovenskab og afsondrethed, får et konkret-musikalsk udtryk gennem præ- og postludium. 
Vi er i sidste del af trinitatistiden, hvilket ansporer os til at lægge vægten ikke så meget på opvækkelsen som opstandelsesbegivenhed (påske), som på erfaringen af Åndens levendegørelse af mennesket (pinse). 


En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.

Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.

Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.

Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.

Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.

Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.

I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.