7. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 7. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Vendepunkter
Erfaringen af underet i tilværelsen skaber et vendepunkt. Et under er noget, der sker med os. Vi kan lede efter vendepunkter, uden der sker noget. Vi kan længes efter forandring, og vi søger og tror måske, at rigdom er vejen til et nyt liv. Vi vil gerne være frie og kunne trække vejret helt ned, som man siger. Midt i denne søgen kan underet ske, og vi opdager, hvilket vendepunkt, der ligger i at kunne tro på Gud – det vil sige stole på, at det hele er i gode hænder. Også selvom sommeren måske aldrig kommer. At vores liv ikke bliver sådan, som vi havde ønsket det. Når vi kan se vores liv i en større sammenhæng, kan vi se det hele som en gave. Det er et vendepunkt, der gør én glad. Det er et under, at menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Og virker gudstjenesten denne søndag i os som et vendepunkt, der kan give os en ny begyndelse, som det skete for Zakæus, så er der også tale om et under. ”Kom og bo her! Alt du kan, livets Gud og skabermand” (DDS 330).

At blive set
Vi vil gerne ses. Og vi vil gerne anerkendes. Og de sociale medier er en platform for selvfremstillinger og selviscenesættelser. Vi bliver nemt slaver af den anerkendelse, som vi via likes kan høste dér. Og det kan få én til at gøre og finde på hvad som helst for at blive set i mængden. Som en Zakæus, der finder på at klatre op i et træ. Det er benhårdt at være slave af anerkendelsen. Der er så meget, vi må skjule og stikke til side, så ingen ser det. Samtidigt har vi som mennesker en iboende længsel efter at blive set, som dem vi er. Og gudstjenesten er den platform, hvor vi bliver set som dem vi er. Hvor underet kan ske, at du kan høre, at du bliver kaldt ved navn ud af dit skjul i skyggen af grenene, som en Zakæus: I dag skal jeg være gæst i dit hus! Og da er du ikke længere dig, men den du skal være: et elsket menneske. Friet fra at være slave og bundet til at være tro mod Guds betingelsesløse kærlighed.