Fortsæt til hovedindholdet
Sidste søndag i kirkeåret
Homiletiske overvejelser s. s. i kirkeåret

Homiletiske overvejelser

Tema og liturgiske anknytningspunkter

November går tungt gennem byen, men også gennem menneskesindet. At evigheden er i tiden, at Guds rige er midt iblandt os, må betyde, at ikke alene Guds nåde og kærlighed potentielt sætter sig igennem i hvert øjeblik, men også Guds dom. Og november er samlepol for alt, der hører dommen til: Ikke bare træernes blade, men også sjælens løvhang er blæst væk. Alt er nøgent, skrællet ind til benet. Det kan være svært at få øje på de formildende omstændigheder. Som regel trøster vi os ved, at det, vi ikke kan komme overens med, ligger i livets gråzoner, hvor der altid er plads til endnu et forbehold, en forklaring og mere eller mindre god undskyldning. Men sidste søndag i kirkeåret tegnes livet op i sort-hvid grafik. Der trækkes en streg mellem gammelt og nyt, mellem sandt og falsk, mellem frelste og fortabte. Undskyldninger godtages ikke længere, tiden for det er løbet ud. Hvor efterlader det det menneske, der hverken har nået at rydde op i sindets pulterkammer eller i de mellemmenneskelige forhold?

Vore egne handlinger lader os fremstå i et ubarmhjertigt skarpt lys. Skyggen ætses på muren i nådesløs sort-hvid grafik, som det skete i Hiroshima, hvor atombombens lys 'fotograferede' kroppene af dem, som bombens varme straks efter smeltede. Vi kan ikke flygte fra mørkesiden i os selv og i verden; der er en masse, vi ikke kan gøre godt igen eller gøre ugjort. Andre kan derfor have deres gode grunde til at ville forkaste os. Skylden kan blive så tungtvejende, at vi ikke kan tilgive os selv. Det presserende spørgsmål bliver da ”vil du, Herre, også forkaste mig”? Det er et angstfyldt spørgsmål, et åbent sår, som søndagens evangelietekst kun gnider salt i.

For den eneste vej, vi selv kan vende blikket for at finde svaret, er bagud: på hvad vi (ikke) gjorde. Vi er fanget i tidens kronologi, som truer med at lukke det hele ned. Men håbet rejser sig på trods, for et menneskeliv skal ikke kun tegnes op i sort-hvid eller tvivlsomme gråtoner, men venter altid på at forklares i Guds gådefulde blå evighed. Med Esajas-profetien som klangbund vises vejen ud af novembers fortabelsesangst gennem kirkeåret: Der skal åbne sig dage med sang – de kommende søndages salmesang, som iblander sig den himmelske lovsang. Vi er med andre ord fastholdt i dobbeltheden: evigheden (nåden og dommen) nu i tiden, og samtidig i håbet om den nye himmel og den nye jord, der skal komme og være kendetegnet ved ren fryd og jubel.

Tema: tilbageblik
Dommen begynder i blikket mellem to mennesker, i den måde vi vurderer os selv og hinanden på. Men står vores hensigt tydeligt frem i det øjeblik, hvor vi taler og handler og møder hinandens blik – eller først senere, i bagklogskabens til tider ulideligt klare lys? Og hvad med Vorherres syn på os? Hvad sker der med det menneske, der bliver gennemlyst af Guds blik? Fortabelsens mulighed må stå åben, men sammen med den også muligheden for, at vi i lyset fra Guds fremtid, fremstår som andet og mere end vort livs fejltagelser. Dommerens blik er afslørende, ikke kun som en rovdyragtig LED-pære, men også som et blik, der gennemlyser og gennemvarmer.

Liturgiske anknytningspunkter
Den aronitiske velsignelse som diametral modsætning til Guds dømmende blik. Mange kirkegængere giver udtryk for, at de oplever en aflastning eller fred, når velsignelsen lyses. Det direkte, nærværende, lysfyldte blik på det lille menneske.

Korstegnelsen er det uudslettelige vidnesbyrd om, at vi allerede tilhører Jesus Kristus, ham der dømmer. Gudsfingrenes bevægelse på vor pande og for vort bryst er som sting, der holder det stridende sind og det delte hjerte sammen.


Om forholdet mellem tekster og liturgi 
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle. 

En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten. 

At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.