Videnscentrets kerneopgaver er at:
- indsamle og bearbejde viden relevant for folkekirken og samfundet
- udvikle projekter og forestå undersøgelser for at skabe ny viden om folkekirken
- varetage en koordinerende rolle i forhold til de projekter og undersøgelser, der foretages på området
- formidle indhentet viden til gavn for folkekirken og samfundet.
Vidensindhentende
og -formidlende aktiviteter
Viden skal forstås bredere end forskning, idet etablering af
undersøgelser, dataindsamling samt vidensdeling og –formidling indgår på lige
fod med forskning og/eller undersøgelser i Videnscentrets regi.
Idet Videnscentrets aktiviteter skal udvikle folkekirkens arbejde og være til gavn for samfundet, sætter vi stort fokus på formidlende aktiviteter. En formidlingsplan er derfor en essentiel del af alle Videnscentrets aktiviteter, ligesom der stilles krav om en sådan ved samarbejde med eksterne.
Formidlingsaktiviteterne spænder over temadage, udgivelsesdage, kursusdage og studiedage til konferencer og seminarer, ligesom der er fokus på webbaseret formidling og åben adgang til projekternes resultater. Projekterne har, grundet deres fælles undersøgelsesfelt, en iboende forpligtelse på at nå så bredt ud som muligt, hvilket er en naturlig forlængelse af folkekirkens udviklingsorienterede arbejde.
Projekter og
puljemidler
Videnscentret uddeler puljemidler fra Folkekirkens
Videnspulje. Der indbydes til en ansøgningsrunde, og FUVs bestyrelse
udpeger efter ansøgningsfristen de projekter, der vil modtage puljemidler.
Hertil hører, at Videnscentrets bestyrelse hvert år udpeger et særligt
satsningsområde, som Videnscentret følger i sin prioritering af undersøgelser,
projekter, projektansøgninger og lignende.
Projektansøgningerne til puljemidlerne skal skrives i skabeloner, der blandt
andet vil vægte formidlingsplaner højt. Der vil ligeledes være skabelon for
budgetter. Skabelonerne vil blive gjort tilgængelige på denne side.
En koordinerende rolle
Videnscentret rådgiver og understøtter endvidere projekter i
form af faglig sparring samt udpegning af relevante fagpersoner og
samarbejdspartnere. I enkelte tilfælde varetager Videnscentret den egentlige
ledelse af projektet.
Videnscentret har en koordinerende rolle i forhold til projekter, der beskæftiger sig med beslægtede emneområder. Videnscentret vil her bidrage til at sikre gensidig orientering og etablere eventuelt samarbejde mellem projekter, ligesom Videnscentret bidrager til formidling af den viden, de enkelte projekter indhenter.
FUV støttede i 2014 en række projekter. Læs om dem her.
Leder af Videnscentret er Birgitte Graakjær Hjort | e-mail
Foto: Lars Aarø