Projekter, undersøgelser og rapporter
Menighedsrådene

Menighedsrådene

I de kommende år vil der være et stigende fokus på menighedsrådsvalget i 2020 

I de kommende par år vil der komme et stigende fokus på menighedsrådsvalget i 2020, og FUV har derfor valgt at tilgængeliggøre tre bøger om menighedsrådenes arbejde, og om menighedsrådsvalgene. Bøgerne er alle udgivet i perioden 2008 til 2017. De tre bøger præsenterer samlet set de mest omfattende – og i visse tilfælde de eneste – gennemførte analyser af menighedsrådsmedlemmerne og deres arbejde, samt af de valg- og vælgerundersøgelser, der er gennemført siden 1996.

Bøgerne fremtræder nøjagtig, som da de blev udgivet, bortset fra at tabel 26 på side 97 i bogen fra 2008 er ajourført med de nyeste tal, således at den indeholder nøgletal om menighedsrådsvalget i perioden 1949-2016.

Med undtagelse af en artikel af tidligere professor Lise Togeby er teksterne skrevet af Steen Marqvard Rasmussen, der i 2015 blev ansat som sociologisk vidensmedarbejder i FUV. De to første bøger er skrevet, mens han var seniorkonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd og blev udgivet af denne forening.


1) ”Menighedsrådsvalgets betydning og tilslutning” (2008)

Læs bogen her  

Bogens centrale spørgsmål er, hvorfor dette valg egentlig er vigtigt, og hvilken opbakning der er i befolkningen til dette valg. Dette belyses ved at beskrive, hvad menighedsrådets ledelsesopgave går ud på, ved at fremlægge resultaterne fra de eneste landsdækkende valg- og vælgerundersøgelser, der er gennemført i Danmark, og ved at perspektivere dem i lyset af udviklingen siden 1949 og i lyset af andre former for valg. Bogens artikler er skrevet af hhv. sociolog Steen Marqvard Rasmussen og professor Lise Togeby.

 

2) ”Meninger med menighedsråd – hvad rådsmedlemmerne vil, synes og tror på” (2012)

Læs bogen her  

Mange steder, hvor de tre store kirkelige retninger (Indre Mission, de grundtvigske og Socialdemokraterne) stod stærkt, udviklede der sig en tradition for kampvalg til menighedsrådene. I ca. halvdelen af de sogne, hvor i 2008 der blev afstemning mellem flere lister, var årsagen netop en sådan tradition.

Ved menighedsrådsvalget i 2012 så vi imidlertid tegn på, at de kirkelige retninger har mistet indflydelse. For det første nåede andelen af kredse med kampvalg kun fem procent af kredsene, og dette faldt i 2016 til 3 procent, hvilket er det laveste niveau nogen sinde (i 1984 var det 20 procent). For det andet viser en analyse af listebetegnelserne ved de seneste valg, at det kun er de grundtvigske, der har holdt skansen: Ved valgene efter 1996 hedder ca. 10 procent af de opstillede lister noget med ’grundtvig’, mens brugen af de øvrige kirkelige retninger som listebetegnelser er raslet ned.

Spørgsmålet er så, om det betyder, at rådsmedlemmerne er blevet én stor grå masse, der alle befinder sig på den kirkelige midtbane, eller er der mon opstået nye forskelle, og hvordan ser disse i givet fald ud?

I bogen Meninger med menighedsråd. Hvad rådsmedlemmerne vil, synes og tror på fra 2012 har Steen Marqvard Rasmussen anvendt en statistisk metode til at finde ud af det. På baggrund af 764 rådsmedlemmers svar på 83 spørgsmål er han nået frem til, at der findes fem hovedtyper af rådsmedlemmer, og nogle af disse er måske kimen til nye kirkepolitiske strømninger.

 

3) ”Kandidatvillighed – at være eller ikke være kandidat til menighedsrådet” (2017)

Læs bogen her 

Andelen af menighedsrådskredse med afstemningsvalg nåede i 2016 et bundniveau på kun 3%.

Dette fald afspejler ikke alene, at de kirkelige retninger har mistet betydning for almindelige folkekirkemedlemmer. Faldet i afstemningsvalg afspejler også, at det er meget vanskeligt at finde folk, der er villige til at sidde i et menighedsråd.

Dette er baggrunden for, at regeringen nedsatte et udvalg til at gennemtænke reglerne for menighedsrådsvalget, og at dette udvalg under Kirkeministeriet i 2016 bad Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter om at undersøge, hvor mange af folkekirkens medlemmer der reelt ville være parate til at være kandidat til menighedsrådet.

Undersøgelsen, der bygger på svar fra en repræsentativ stikprøve på 2.719 valgbare folkekirkemedlemmer, viste, at kun 1,9 procent af egen drift havde overvejet at stille op. Det er naturligvis alvorligt, men den gode nyhed er, at hvis man personligt opfordrer medlemmerne til at stille op, så ser sagen helt anderledes ud. En opfordring betyder nemlig, at yderligere seks procent da vil være villig til at være kandidat til menighedsrådet. Den personlige opfordring betyder med andre ord en firedobling (fra knap 2 til 8 procent) af antallet af kandidater.

Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvem der kommer med opfordringen: Hvis den kommer fra en i lokalsamfundet, er der størst chance for at få en positiv respons, hvorefter følger opfordringen fra en ven, mens opfordringer fra sognepræsten har den laveste effekt.

Analyserne viser også, at de forskellige opfordringsgivere har forskellig grad af succes afhængig af, hvem de henvender sig til. Det er således især dem, der aldrig har været medlemmer af et menighedsråd, der er modtagelige for en opfordring fra en i lokalområdet. Dette gælder også for de ikke-religiøse. I modsætning hertil er det især de meget religiøse, der svarer positivt på en opfordring fra sognepræsten.

Bogen, der er skrevet af sociolog Steen Marqvard Rasmussen, slutter med at formulere fem hovedtyper af folkekirkemedlemmer, der under særlige omstændigheder er villige til at være kandidat til et menighedsråd, mens gruppen af nej-sigere bliver sammenfattet til andre fem typer.