15. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 15. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Den billedrige fortælling, om at Gud sætter regnbuen på himlen som tegn på sin pagt med Noa om aldrig mere at sende en vandflod som straf for menneskers syndighed, er et fortegn i den kristne tro, forstået på den måde, at uanset hvad der sker: naturkatastrofer, ulykker, menneskeskabte katastrofer, så kan og skal det aldrig opfattes som en straf, Gud sender over os. Gud er os nær. Dette træk ved troen betyder, at vi ikke kan tolke på lidelsen og sige, hvorfor den findes. Mennesker lider, men Gud er stadig kærlighed, og det bliver aldrig et regnestykke, vi kan få til at gå op.

Igennem den senere tid er der opstået en ganske aktiv klimabevægelse, som mange tager del i. Hvad der sker med vores klima er der mange meninger om, men også en kolossal bekymring – som i nogle triste tilfælde gør mennesker syge. Kristen ubekymrethed – på Jesu opfordring – kan i den sammenhæng virke ret så provokerende. Hvordan kan Jesus være så laissez-faire?

Der er én, som har sagt om det at tro, at det er at leve afklaret med det uafklarede. Gudsbarnet er ikke nødvendigvis et forvokset barn, der ikke vil vedkende sig ansvar for noget som helst, men der er rigtig meget i tilværelsen som er uafklaret, og selv om vi tager ansvar – også for vores klima – er der ingen, der kan vide, hvordan det vil gå, og hvor længe jorden vil bestå. Blandt andet dén uafklarethed skal troen hjælpe os til at leve i. Som kristen menighed har vi brug for, at den ånd som leder os, ikke er en mismodig og trøstesløs eller vred ånd, men en mild ånd. Vi har ikke brug for, at alle begynder at vogte på hinanden og hinandens fejltrin, for enhver skal bære sin egen byrde, jf. epistlen, og gør man noget godt, såsom at tage ansvar for miljøet, har man kun grund til stolthed i forhold til sig selv.