7. søndag efter trinitatis
Salmevalg 7. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 10 Alt hvad som fuglevinger fik

DDS 302 Gud Helligånd! O kom

DDS 675 Gud vi er i gode hænder

DDS 330 Du som ud af intet skabte

DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand

100S 806 Nu er det åndens lyse tid

Vi begynder gudstjenesten med en salme, der priser Guds godhed og nåde, der gør fri og vender alt til det gode: ”Alt hvad som fuglevinger fik”. Guds nåde gælder alle, men ikke abstrakt: ”det var dig den ledte om”. Laubs toner rammer fint tanken om stemmens stræben efter et ”friest (…) åndefang”. 

I dagens tekst skal vi høre om et menneske (Zakæus), hvis liv bliver forandret, fordi Vorherre ser ham og gæster hans hus. Anden salme, ”Gud Helligånd! O kom”, er en bøn om, at det – ved Helligånden – må ske for os som menighed ved denne gudstjeneste. 

Grundtvigs ”Gud vi er i gode hænder” er en gendigtning i et ligefremt sprog af den frelseshistorie, vi ikke kan sige os selv, men som sker ved Guds ufattelige kærlighed, der trodser ”synd og død og Helveds plage”. Vi skal stole på, at vi er i Guds gode hænder, ”som alt ondt med visdom vender” – og i sidste vers: ”løste vore trællebånd”. Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, og derfor, siger Jesus til Zakæus – og til os – i dag skal jeg være gæst i dit hus. 

Det billede møder vi også i salmen efter prædikenen, ”Du som ud af intet skabte”, der leder op til nadveren: ”Kom og bo her, alt du kan, livets Gud og skabermand”. Salmen rummer desuden billeder, der knytter an til historien om Zakæus i træet (korsets himmeltræ, glæden, der skal springe i vor høje gæstehal blandt andet). 

Sidste vers i Luthers salme ”Nu fryde sig hver kristen mand”, som synges af menigheden efter bortsendelsesordene, forkynder, at han døde for dig, ”at du den arv skal have (…) min bolig skal og være din”. I de ord vendes perspektivet, og rollerne byttes. Det er os, der skal besøge ham! ”Kom hid til mig, tag evigt liv til gave!” 

På det nye, der er sket, synges vi ud: Nu er det Åndens lyse tid. Melodiens leg med dur og mol støtter op om ønsket i femte vers: ”bevæg vort sind”. Og vi slutter i det åbne landskab, som i åbningssalmen: ”din grænseløse sommer”.