Helligtrekongers søndag
Homiletiske overvejelser helligtrekongers søndag

Homiletiske overvejelser

Noget om at længes, vælge ledestjerner og at nå i mål

Der er bjerge, der skal bestiges, eksamener, der skal bestås, trin på karrierestigen, der skal nås, steder, der skal besøges. To-do listen er lang. Og punkterne udgør med Hartmut Rosas begreb ’aggressionspunkter’: overstå, sørge for, rydde, mestre, klare, afslutte. Reklamer og sociale medier præsenterer os for en kitschagtig udgave af tidens fremgangsspiritualitet, der møder os med mistillid til det her og nu, som er vores hjem, og nærer vores længsel efter noget andet og får os til at møde verden med erobrerens aggression, der hele tiden vil udvide sin verden. Som Hartmut Rosa skriver i Det ukontrollerbare: ”Det er ikke begæret efter mere, men angsten for stadigt-mindre, der holder vækstspillet i gang. Det er aldrig nok, ikke fordi vi er umættelige, men derimod fordi vi altid og overalt står på en rulletrappe, der kører nedad: hvornår og hvor vi end standser eller stopper op, får vi ikke en fod til jorden i forhold til en højdynamisk omverden, som vi overalt konkurrerer med. Der er ikke mere nogen niche eller en platform, der giver os lov til at stoppe op eller endda til at sige: ”Nu er det nok”. (Eksistensen 2020, s. 14)

Vi er på vej ud af julen og kan nu tænke efter, hvad inkarnationen betyder. Den betyder blandt andet en grundlæggende forsoning med verden og dens mennesker. Hvor megen søgen og leden lever af en dybtgående skepsis over for det, der er, udtrykker inkarnationen en tillid til verden. Gud kom til os, der ikke altid kan skelne mellem ondt og godt, og som ofte farer vild i vore længsler efter noget andet. 

Da de vise mænd for vild i Jerusalem fik de set bag om magten. Havde de troet, at Guds søn måtte være født på slottet, skuffede Herodes deres forventninger. Bag de prangende mure gemte der sig magtsyge, manipulation og en gold totalitetstænkning. Så måtte de søge Guds søn helt andre steder. Overrabbiner Jair Melchior gør et sted opmærksom på, at når Gud åbenbarede sig første gang for fårehyrden Moses i ørkenen gennem en brændende busk, og ørken betyder ’land uden Gud’, så møder Moses altså dette brændende noget, som er Gud, dér hvor folk siger, at Gud ikke er. 
Man må tro, at netop Matthæus, der skriver sit evangelium i en udpræget jødisk kontekst, lader den gammeltestamentlige ørken gå igen i marken med den vakkelvorne fårestald. De vise mænd fandt altså Guds søn et sted, hvor man ikke skulle forvente at møde ham. Gud er der, hvor folk siger, at Gud ikke er. Så er Gud i og med Kristus over alt. Og så kan de vise mænd, som vi, rejse hjem igen for at blive forsonet med deres sted.  

Over alt? I sit bidrag til Grundtvigsk Forums julehæfte, 'Glædelig jul', i 2018 fortæller Mogens Lindhardt, at den jødiske rabbiner Melissa Rafael undersøgte breve og dagbøger fra kvinder i de nazistiske udryddelseslejre. Her vidnede intet om Guds nærvær. Så ofte som muligt foretog kvinderne den traditionelle rituelle vask af deres døde børn og læste ’kadish’ for dem. For også disse børn var mennesker både for Gud og mennesker. Man kunne sige, at disse handlinger var udtryk for en inkarneret længsel. Og man kunne sige, at de i disse handlinger og tegn genoprettede en humanitet og en værdighed midt i koncentrationslejrens helvede. Lindhardt siger det bedre: Kvinderne gør noget, som Gud kan kende sig selv i, og i de handlinger genopretter de Gud.

Kunne man sige, at Gud inkarneres hvor vi, uanset hvor gode eller onde vi i øvrigt er, gennem vore handlinger kommer til at genkalde håb, vise omsorg for skrøbelige, agte de fremmede? Kunne vi sige, at vi derved udtrykker Gud i kød og blod? At Gud inkarneres, hvor vi hjælper og beskytter og støtter, hvor der brug for det? Hvis vi kan sige det, så betyder inkarnationen, at vi ér Kristi legeme, hvor vi bor. Og så er vi nået hjem.