Det onde og lidelsens problem lader til at være en af de væsentligste grunde til, at mennesker mister troen på Gud. På dette kursus undersøger vi almagtsbegrebet, dykker ned i Det Gamle Testamentes gudsbillede og forståelsen af Guds magt i Biblen og reflektere over, hvordan vi kan forstå og tale om forholdet mellem Guds magt og naturen, det onde og menneskets skæbne.
Uddybende kursusbeskrivelse:
Forestillingen om, at Gud er almægtig, er i det meste af den kristne teologi siden middelalderen blevet opfattet som en selvindlysende og ubetvivlelig sandhed. Samtidig har teologer dog aldrig helt kunnet blive enige om, hvad det vil sige, at Gud er almægtig, ligesom også det eksistentielle problem om forholdet mellem Gud og det onde stadig stilles med uformindsket styrke og anfægtelse.
De senere år har der i dansk sammenhæng udspillet sig flere diskussioner om Guds almagt, som formentlig trækker tråde tilbage til debatten om Thorkild Grosbøll. Grosbøll afviste nemlig ikke blot troen på ”en skabende og opretholdende Gud”, men mente også, at den almægtige Gud i himlen havde ”abdiceret” og på den måde overladt scenen til den menneskelige og lidende Jesus. I bogen ”Den nye Gud” (2010) udfoldede Niels Grønkjær religionsfilosofisk tanken om Guds selvudtømmelse i inkarnationen og vendte sig dermed både imod tanken om Guds uforanderlighed og almægtighed. Denne såkaldt ”kenotiske” teologi har sidenhen været stærkt omdiskuteret i folkekirken.
På kurset går vi både teologihistorisk og systematisk-teologisk til Guds almagt. Vi skal se nærmere på væsentlige lighedspunkter mellem og udviklinger inden for gudsbegrebet fra antikken til i dag. Endelig vil vi også beskæftige os idehistorisk med højmiddelalderens almagtstænkning og den modreaktion, der kom med humanismen i perioden omkring modernitetens fødsel.
Professor MSO, dr.theol. Anders-Christian Jacobsen, Afd.f. Teologi, Arts, AU:
1.-2. Gudsbegrebet før og nu.
Lektor, dr.theol. Jakob Wolf, TF-KU:
Almagt og teodicé.
Professor, dr.phil. Hans Jørgen Lundager Jensen, Afd.f. Religionsvidenskab, Arts, AU:
Gammel testamente og almagten.
Lektor, ph.d. Ulrik Houlind Rasmussen:
Teologisk absolutisme og modernitetens legitimitet.
Lars Sandbeck:
1. Almagtsbegrebet – en teologisk og historisk oversigt.
2. Pint, korsfæstet, død og begravet. Et korsteologisk perspektiv på Den Apostolske Trosbekendelse.