Uddybende kursusbeskrivelse:
Kurset tager udgangspunkt i spørgsmålet om konfessionel identitet. Kursets første del i uge 34 stiller således skarpt på Folkekirkens bekendelsesgrundlag, som præster indholdsmæssigt har forpligtet sig på. Er tiden inde til en revision af præsteløftet? Dette spørgsmål diskuteres med Kristine Garde, der har undersøgt præsteløftet teologisk og kirkeretsligt.

Spørgsmål om konfessionel identitet skal ligeledes drøftes på baggrund af mere generelle, almenmenneskelige spørgsmål om personlig og kollektiv identitet, dens konstitution og transformation i lyset af samspillet mellem forskellige perspektiver. Her beskæftiger vi os med bl.a. emotionsfilosofiske, erindrings- og narrativitetsteoretiske aspekter af identitet.

Spørgsmål om konfessionel identitet skærpes overfor andre kristne konfessioner og ’fremmede’ religioner. I diskussion med Peter Lodberg læser vi uddrag af hans bog Tro versus tro: Kristendommen i dialog og konflikt gennem 2000 år (2021). Hvordan skal kristendommen i dag stille sig i forhold til andre ’guder’ end den treenige, og hvordan kan troen på den kristne Gud som den ultimative realitet fastholdes i en religionspluralistisk verden?

Kursets anden del i uge 35 belyser religionsdialog ved at spørge, hvordan dialogen praktiseres i forskellige religioner, og hvad den betyder erkendelsesteoretisk og etisk set. Den inter-religiøse samtale kan forandre ens verdens- og menneskesyn, ens gudsforestilling, ens holdning til livet, ja hele livsstilen. Hicks fremstilling af eksklusivisme, inklusivisme og pluralisme peger på det problem, at ’rationalitet’ ikke er så universel, som oplysningsfilosofien påstod. Men hvordan kan vi så vurdere religioner, der proklamerer noget som ’sandt’, som ifølge andre religioner er ’usandt’, når der ikke findes urokkelige sandhedskriterier for religiøse grundoverbevisninger?

På programmet står desuden dialogfilosofiske klassikere som Rosenzweig og Buber, hermeneutiske tilgange, som repræsenteres af bl.a. Gadamer, men også Levinas’ kritik af dialogens begrænsninger, der indebærer en fænomenologisk nyformulering af forholdet mellem ’selvet’ og ’den anden’. Sammenhængen (og den nødvendige gensidige korrektur) mellem dialogik og dialektik tydeliggøres med hensyn til Platon, Hegel og Kierkegaards eksistenstænkning. Dialogens polyfoni kommer til udtryk hos f.eks. Bakhtin og Tracy. Men betyder det, at konfessionel teologi bør erstattes med en interreligiøs teologi, som Meir har foreslået?