Uddybende kursusbeskrivelse:
Den narrative teologi havde sin storhedstid i 80’erne og 90’erne og indgik i en bredere vending inden for teologien mod sproget, myten, kunsten og æstetikken i det hele taget. I første omgang blev den narrative teologi set som et frugtbart korrektiv til Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram, som mange syntes gik for hårdhændet og reduktionistisk til værks i forhold til de bibelske tekster og deres sproglige univers. Senere spredte det narrative perspektiv sig fra bibelhermeneutikken til dogmatikken, religionsfilosofien og religionspædagogikken og førte også der til mange spændende nye betragtninger. Endelig åbnede den narrative teologi for et frugtbart arbejdsfællesskab mellem litteraturen og teologien til ikke bare almindelig oplysning og dannelse, men også til stor inspiration i for eksempel prædikenarbejdet.

Nogle narrative vendinger synes i dag at være gledet ind i den almindelige kirkesprogbrug. For eksempel kan man ofte støde på udtrykket ”Guds fortælling” eller formuleringer som ”Guds store historie smeltede sammen med menneskets lille historie” og ”kristendommen er en smuk fortælling”. Visse radikale narrative teologer kunne tilmed finde på at sige, at ”Gud er sprog” eller ”Gud er en fortælling”, uden det måske altid stod lysende klart, hvad det så egentlig betød. Måske står den narrative tilgang selv i fare for at blive reduktionistisk, hvis Gud opfattes som en fortælling og de bibelske tekster som fiktion. Hvis det såkaldt religiøse sprog ikke består i andet end metaforer og myter uden egentlig virkelighedshenvisende karakter, kan vi så overhovedet sige, at kristendommen har noget at sige om virkeligheden eller at den er sand?

På dette kursus vil vi beskæftige os kritisk med den narrative teologi for at undersøge såvel dens styrker som svagheder. Vi kommer til at reflektere over troens sprog, biblen som fortælling, myte og poesi og forholdet mellem litteratur og teologi – og meget andet.