Fortsæt til hovedindholdet
FUV
Kursusprogram

Forundringens teologi. Eberhard Jüngel (1934-2021) Værk og vidnesbyrd

Teologien bliver aldrig færdig med at forundres. Således skriver den store tyske teolog Eberhard Jüngel, der døde i 2021 og efterlod sig et af de mest indflydelsesrige og inspirerende teologiske forfatterskaber i nyere tid. Det kan godt være, at vi som teologer forstår mere og mere af troens righoldige verden, men det får os ikke til at forundres mindre. Tværtimod.

Det gælder også ved læsningen af Jüngels eget teologiske forfatterskab. Her forundres man igen og igen over, hvor meget der er at hente. Jüngel skriver på én gang ind i en klassisk luthersk tradition og samtidig forfriskende nyt og kritisk. Man får fast grund under fødderne af at læse ham, og samtidig bevæges man videre ind i nogle af de mest brændende problemstillinger i nyere tid. Det er klassisk teologisk fordybelse og alligevel er vejen til prædikestolen og præstevirket i verden forbavsende kort.

Dette er et geografisk betinget internatskursus!

Et geografisk betinget internatkursus et kursus, hvor kursister med ansættelsessted i en vis afstand fra kursus stedet, får betalt indkvartering, mens dette ikke er tilfældet for kursister, som har ansættelsessted tæt på. 

På kurset vil vi dels introducere til dette vigtige teologiske forfatterskab, dels fordybe os sammen i nogle af Jüngels tekster. Vi vil især arbejde med temaerne gudserkendelse, antropologi og kirkens livsytringer. Undervisningen vil veksle mellem foredrag, tekstlæsning på egen hånd og fælles drøftelser. Der vil også blive sat tid af til en jüngelsk inspireret prædikenøvelse.

Al undervisning vil selvfølgelig være på dansk, mens teksterne af Jüngel, som kursisterne skal læse, og som vi skal arbejde med i løbet af kurset, vil være i engelsk oversættelse (man er dog også velkommen til at læse dem på tysk).


Et geografisk betinget internatskursus betyder:

·         har du ansættelsessted INDEN for det relevante nærområde (se nedenunder), skal du selv                    sørge for indkvartering, morgen- og aftensmad. Frokosten sørger FUV for.

·         har du ansættelsessted UDEN for det relevante nærområde (se nedenunder), sørger FUV for                din indkvartering, morgenmad og frokost. Aftensmad skal du selv sørge for.

Kursusdagene begynder kl. 9.15 (mandag dog kl. 13.00) og slutter kl. 17.00 (fredag dog kl. 13.00). På nogle kurser vil der være fælles afslutningshygge i form af spisning eller en lettere anretning torsdag aften.

Herudover afvikles kurset efter de samme retningslinjer som ved et internatkursus i Løgumkloster. Det vil sige, at deltagerne forpligter sig til at deltage i hele kurset og kursusdagen i fuld udstrækning og ikke påtager sig eller pålægges tjenstlige opgaver, mens kurset forløber.

NÆROMRÅDE til et geografisk betinget internatkursus på FUV’s lokation Skt. Markus Kirkeplads 1,1. 8000 Aarhus:

Alle provstier i Aarhus Stift
Hedensted provsti
Vejle provsti


Sognepræst Jesper Bacher:
1. 
Introduktion til Jüngel
2. 
Jüngels antropologi

Orlogsprovst, lic.theol. Peter Thyssen:
Jüngel og gudserkendelsen

Studielektor Erik Wulff Kelstrup, FUV:
1. 
Jüngel og kirkens livsytringer, liturgi og homiletik
2. Jüngelsk prædikenskrivning, inkl. homiletisk øvelse

Dato:25. august - 28. august 2025
Kursusleder:Erik Wulff Kelstrup og Jesper Bacher
Målgruppe:Præster
Kursustype:Geografisk betinget internatskursus
Kursussted:FUV Aarhus, Skt. Markus Kirkeplads 1,1, 8000 Aarhus C
Ansøgningsfrist:25. maj 2025
Kursus-id:K. 52/25 - 3123