Nyheder
Nyheder

Folkekirken og corona: 100 dage der forandrede folkekirken? 

Hvad skete der i folkekirken under coronakrisen? FUV indsamler bidrag, der kan gøre folkekirken klogere på sig selv

Af Karen Marie Sø Leth-Nissen, projektmedarbejder

FUV er på vej med den første landsdækkende undersøgelse af, hvordan folkekirken fungerede under nedlukningen. Formålet med undersøgelsen er på nationalt plan at opsamle viden og erfaringer fra nedlukningen af kirke og samfund for derigennem at klæde folkekirken på til håndtering af lignende krisesituationer, samt at gøre positiv brug af de indhentede erfaringer i forhold til folkekirkens daglige virke. 

For at undersøgelsen kan blive så dækkende og brugbar som mulig, har vi brug for din hjælp:

Del viden og erfaringer med os  
Folkekirken er for første gang, ligesom det øvrige samfund, blevet nødt til at fungere uden kirkebygningerne. Hvordan er det gået? 
Vi indsamler erfaringer med aktiviteter og gudstjenester under coronakrisen, både online og fysiske, og vi håber, at mange vil komme med bidrag til en bred indsamling af erfaringer med alt det, der er sket i folkekirken under coronakrisen ved at sende en mail til: fuvcoronaprojekt@km.dk 

Fortæl os om online-gudstjenester fra søndag d. 15.3, 12.4 og 10.5 2020, som vi måtte have overset
Som en del af projektet indsamler vi viden om online-gudstjenester under coronakrisen, og vi har valgt at fokusere på tre søndage: én i begyndelsen af nedlukningen, én i midten og én i slutningen: 15.3, 12.4 og 10.5.
Igennem søgninger på bl.a. YouTube, Facebook og Vimeo er der etableret et datasæt med indtil videre 165 online-gudstjenester: Se fortegnelsen her

Har du kendskab til en online-gudstjeneste fra en af de valgte søndage, der endnu ikke er med i fortegnelsen, må du meget gerne sende en mail til fuvcoronaprojekt@km.dk med et link til eller oplysninger om, hvor vi finder gudstjenesten, og hvilken af de valgte søndage, gudstjenesten er lavet til. 

På den måde kan alle i folkekirken være med til at kvalificere datasættet og sikre, at det bliver så dækkende som muligt.

Når indsamlingen gennem mails er afsluttet, arbejder vi videre med bidragene. Nogle vil indgå i projektet 'Folkekirken og corona: 100 dage, der forandrede folkekirken?' og rapporten, som FUV på den baggrund udgiver i efteråret. Andre bidrag kan muligvis komme til at indgå i yderligere publikationer fra projektet.

Undersøgelsen løber fra maj til oktober 2020 og er finansieret af Folkekirkens Fællesfond.

Håndtering af oplysninger

Projektbeskrivelse: 'Folkekirken og corona: 100 dage, der forandrede folkekirken?' 

 

Foto: Lolland-Falsters Stift