16. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 16. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Sl 139: Gud kender mig ind og ud; han er med mig i liv og død og gør døden til intet for mig.

1 Kor 15,21-28: Opstandelse overtrumfer døden som livsvilkår og vil gøre, at Gud engang bliver alt i alle.

Joh 11,19-45: Jesus bevæges af Martha og Marias sorg over Lazarus´ død og opvækker ham af døden. Det bliver et tegn til tro for mange.

Det ligger lige til højrebenet, hvad det skal handle om på denne trinitatistidens påskedag: opstandelse og tro. Emnet er ikke til at komme uden om, selvom det kan være svært at udfolde det, som intet øje så, men som kirken dog holder søndag på (DDS 238 vers 4). Inspirationen til en prædiken kom af samtalen med organisten, hvor vi kom ind på DR’s podcast ”Tal til mig”, hvor Sigurd Barrett taler om at tro med hjertet. Hans fortælling om troens betydning i hans opvækst og liv såvel som hans trosoverbeviste svar på den mere rationalistisk spørgende journalists spørgsmål kunne være en nutidig eller personlig udfoldelse af det, Paulus skriver om i epistlen, og som Martha og Maria oplever i evangeliet. Dét kan ikke fattes med forstanden, men skal forstås med hjertet, for ”det er hjertet, der tror”.

En anden vej at gå ind i prædikenen på kunne være at overveje, hvad oplevelsen gjorde ved Lazarus. Han blev jo ikke opvækket til evigt liv på denne jord, men sat tilbage til livet på godt og ondt. Dog må man formode, at alting blev nyt for ham med den opstandelse, han havde oplevet. Men hvordan? Det skete var som et tegn på den større virkelighed, som kan gøre død og mørke til intet. Det gav forankring, var til håb og mod, og et andet perspektiv var lagt ind over hans liv, evighedens perspektiv. (Jf. at Lazarus’ opvækkelse er det sidste og syvende tegn i Johannes’ Åbenbaring). 

En lignende ’vækkelse’ oplever mennesker også i vores tid; f.eks. Charlotte Rørth, hvis oplevelser og bøger, man kunne inddrage i en prædiken som en nutidig udfoldelse af, hvad (opstandelses)tro og -håb betyder i det levede liv. Lazarus fik et andet fortegn for sit liv og blev genfødt, ligesom der over både dåbsbarnet og den døde i kisten tales om at være ”genfødt til et levende håb”. Samme introduceres i øvrigt i den valgte kollekt.