18. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 18. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Sl 121: Gud hjælper mig; bevarer min udgang og indgang.

1 Joh 4,12-16a: Gud er i kærligheden; i bekendelsen har vi del i enheden mellem Gud Far og Gud Søn.

Joh 15,1-11: Som en gren lever af det træ, den sidder på, sådan har jeg del i Kristus. Kærligheden binder os sammen med Gud og hinanden.

Vintræsbilledet er stærkt og svært at komme uden om. Det skal derfor være omdrejningspunktet i prædikenen, sådan som det også er i salmen efter prædikenen, ”Som vintergrene”. At holde sig til et billede kan måske også hjælpe til at finde et fokus på denne dag, hvor ikke mindre end to johannæiske tekster med et typisk snirklet sprog nok kan gøre én lidt rundtosset.

Grene på et træ suger næring af stammen, og på samme måde næres vi ved at høre Kristus til. Men det er et tilhørsforhold, der skal have følger i denne verden: Den kærlighed, vi selv er genstand for, skal vi leve ud i forhold til andre mennesker. Vi skal bære frugt, som grene på træet skal det. Men hvad sker der, hvis vi ikke gør eller kan det? Og hvis vi ikke kan overholde hans bud? Skæres vi så af, sådan som gartneren afskærer og brænder den golde gren? Spørgsmålet er nærliggende, og domsaspektet dermed svært at komme uden om. For ikke at ende i luer og tænders gnidsel må vi huske, hvad Jesus også siger og viser os: at Gud møder os med nåde og dømmer os med kærlighed. 

For træet er ikke kun vigtigt for grenene, men også omvendt; et træ uden grene er en bar stamme: Vi er Guds elskede børn og ikke ligegyldige for ham – endda på trods af, at jeg er både synder og retfærdig og ikke altid lever op til buddene. Samtidig med at dommen er Guds, (for)dømmer vi som mennesker også os selv og hinanden og kan opleve liv og fællesskaber visne og blive golde derved. Ja, det er som skilles grenen fra træet (Joh.15,6), når vi dermed bevæger os væk fra den måde, Gud vil, at vi skal leve livet på, nemlig med næstekærligheden som fortegn.

Der er denne søndag klare referencer til dåb. Billedet af træet og grenene siger, hvad dåb er, nemlig at tilhøre Gud, jf. den første af ritualbogens faddertiltaler, hvor der tales om at være ”indpodet” i ham. Og i dagens første læsning (Sl 121) finder vi også ord, som går igen i dåbsritualet: ”Herren bevare din udgang og indgang”. Er der dåb denne dag, kunne det være værd at dykke ned i disse ting – og evt. bruge omtalte faddertiltale for at tydeliggøre sammenhængen. Hvis det ikke er en overbelastning af billedet, kunne man måske ovenikøbet inddrage familien – forstået som stamtræ, dvs. som den menneskelige sammenhæng, dåbsbarnet er en del af, hvor hun (også) skal leve af den næring, hun har fra Guds træ, som hun er podet på.

”En gren bærer ikke frugt af sig selv”, lyder det i evangelieteksten. Det er en gammel sandhed, som nok ofte glemmes i dag, når man tager i betragtning, hvordan diverse selvhjælpsprojekter har kronede dage. Vi skal frelse os selv, skabe vort livs mening i kraft af os selv, synes mantraet at være. Men det er at være indkroget i sig selv, som Luther udtrykte det, og som det også siges i ”Som vintergrene”: ”Som grene kroget dybt i vort eget i faldets kår” (vers 2). Skulle en prædiken gå ud ad denne vej, kunne det være oplagt at bruge Svend Brinkmann: Stå fast (Gyldendal, 2014) som er et opgør med selvhjælpstro og udviklingstrang. Dog suppleret med, at vi ikke kan stå fast i kraft af os selv, men må sidde på den stamme, der har rødder dybt nede i noget, der er større og stærkere end os. Den forankring gør, at vi kan stå fast og bære frugt.