18. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 18. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

Christiane Bayer Hvas og Lisbeth Moesgaard Lindegaard

I samtalen om dagens epistel og evangelium, hvor der tales om enhed i kærlighed og overholdelse af Guds bud, kom vi omkring, hvordan der kan være situationer, hvor det er umuligt at efterleve begge på en gang. Og falder man så ud af Guds kærlighed? Jf. ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed” (Joh 15,10). Som modtræk til en sådan tanke må vi huske, at der er et bud, der er større end de 10 bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud, samt dåben, som betyder, at vi aldrig falder ud af Guds kærlighed. Denne samtale skærpede prædikantens blik for, at inddragelse af kærlighedsbuddet og dåben set i forhold til vintræet og grenene kunne være en god idé i prædikenen. Grenene er forankret i noget større og skal give det videre i verden; menneskers kærlighed bunder i Guds kærlighed. Sammenhæng med dåben findes i øvrigt også i Sl 121, hvor der tales om at ”bevare din udgang og indgang”, som det lyder i dåbsritualet, ligesom vintræsbilledet går igen i den ene af de foreslåede faddertiltaler i ritualbogen, hvor der siges, at barnet skal ”blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”.

Det er berigende at læse teksterne sammen. De åbnes på en anden måde, og man får flere nuancer med, ligesom man opdager, hvordan noget, man antog for en selvfølgelighed, ikke altid er det for andre. For prædikanten er det godt at blive gjort opmærksom på!

Vi har glæde af at inddrage alle tre tekster, fordi der åbnes for flere lag i gudstjenesten fx i kraft af stærke billeder og metaforer, som også kan være til inspiration i musikvalget. Det er godt, når en gudstjeneste har mange lag, som man kan dykke ned i alt efter temperament, dagsform eller gudstjenestevanthed.

Temaet i gudstjenesten skal være: enhed i Guds kærlighed. Gaven er, at vi tilhører ham, og han vil hjælpe og bevare os. Opgaven er, at vi skal leve den kærlighed, han giver os, ud i livet med andre mennesker; altså bære frugt.


Noget om vores metode
Før mødet om en given søndag havde vi hver især læst teksterne og tænkt i mulige salmer til dagen. På selve mødet læste vi som det første teksterne sammen. Undervejs i projektet opstod en særlig praksis: Organisten læste teksterne for præsten, som lyttede uden at læse med. Især for præsten var det en sjov øvelse, som tydeliggjorde, at en tekst tages anderledes ind, når den kun går ind ad øret – som det ofte er tilfældet for kirkegængere. Nogle ting høres tydeligere, andet fanger man ikke. Denne lytteøvelse kunne også være en påmindelse om, at ”troen kommer af det, der høres” (Rom 10,17), og at man via øret måske lytter mere med hjertet end med forstanden.

Efter oplæsning af teksterne dykkede vi ned i ord, begreber og billeder, der rørte, udfordrede eller på anden vis standsede os, og via den proces fandt vi gudstjenestens tema eller røde tråd. Samtidig hermed foretog vi salmevalget, som kom til at bestå både af salmer, vi hver især havde fundet i forvejen, og salmer, vi fandt sammen. I valget af salmer har vi lagt vægt på, at deres melodier ’fortæller teksten rigtigt’. Dvs. at melodien passer til teksten, hvad angår betoninger, tonalitet, rytme og stemning. Derudover har vi haft som mål at lægge ’plejer’ væk, og fx gå efter nye salmer samt komme godt rundt i rigdommen og mangfoldigheden af salmer. Dog naturligvis med en balance mellem nyt og gammelt, kendt og mindre kendt.

I det tværfaglige møde oplevede vi begge at få øje på andre aspekter, sådan at vores respektive fokus og tilgang flyttede sig qua samtalen. Gudstjenesternes vinkling, linje og tema er derfor resultat af den fælles drøftelse. Til slut valgte vi sammen en kollekt, der passede til temaet. Og derefter færdiggjorde vi hver for sig henholdsvis musikvalg og homiletiske overvejelser, som der var sprunget idéer til i den fælles drøftelse. Vi har begge ført pennen i det skrevne produkt.

Arbejdsmetoden har været grundig og givende, samtidig med at den har været effektiv og struktureret, hvilket også vil være nødvendigt, hvis den skal kunne bruges i det daglige virke. Vi har fundet processen inspirerende, fordi vi begge blev udfordret på vores vanlige praksis og i samarbejdet fandt nye tilgange til tekster, salmevalg og musik.