2. juledag
Homiletiske overvejelser 2. juledag

Homiletiske overvejelser

Noget om at kæmpe, om samhørighed, om at tage sit kors op og følge Jesus og om, hvad der er bag korset.

Hvad Jesus siger i dagens tekst får almindelig livspraksis til at ligne vanvid: 
At man har alt at vinde ved at forkaste sin egen interesse, og at man for at elske sig selv skal glemme sig selv. Vores normale livspraksis er en anden. 
Ofte den modsatte. Vi forfølger vore egne interesser og når vi kasserer det, der hindrer os i at være og blive os selv, smider vi som oftest slet ikke det ud, som Jesus beder os om. Teksten handler både om, at der er noget, vi – aktivt – må kassere og om, at vi alle har vore kors og lidelser at måtte bære. Der er et mørke, vi må bekæmpe. Og der er et mørke, vi må bære. Dagens tekster handler således om tilværelsens mørke sider. Og dem må prædikenen gerne adressere realistisk.

Men når prædikenen har kastet et realistisk lys på de mørke sider af vores tilværelse og vilkår, må den også i dybere forstand kaste lys over tilværelsens mørke sider. Det er ofte de mørke dage i kirkeåret, der lader evangeliet lyse klarest. 

Så hvordan lyder evangeliet på en 2. juledag? Det kunne lyde sådan her:

a)    Vi har alle vore kors at bære. Hver mand har sit/stort eller lidt (Kingo DDS 46). Men netop på en dag, hvor dét anerkendes og slås fast, taler evangeliet tydeligere end på så mange andre helligdage om Guds dybe samhørighed med os. I Kristus er Gud i dybeste samhørighed med os. Også – og netop – på korset. Samhørigheden er så stærk, at ”den, der tager imod mig, tager imod jer” – og omvendt. Kristus og mennesket repræsenterer ikke blot hinanden, men ér hinanden i denne verden, jf. lignelsen om vintræet og Paulus’ ord om legemets enhed. Ordene om korset leder tankerne hen på langfredag. Langfredag handler netop om samhørighed mellem Gud og menneske – i mørket. Det hører til kristendommens mysterier, at Gud og mennesket finder hinanden i mørket. Det er bedst udtrykt langfredag, hvor mennesket på korset råber på den Gud, der siden Edens Have har råbt på mennesket: Adam, hvor er du? Nu hører han endelig et sandt menneske råbe tilbage: Gud, hvor er du? Nu råber de på hinanden og finder hinanden i de mørke timer på korset.

b)    Det er – faktisk – et godt budskab, at der er noget, der er værd at lide for. For det betyder jo, at der er noget i vores tilværelse, som er ukrænkeligt, og som vi må kæmpe for, også selvom sandhedens træk kan være langt og sejt. Og er vi ikke martyrer (vidner), der må betale samme høje pris som Stefanus, og mange andre før og nu – der er navne nok til en hel prædiken, så erfarer vi dog, at det giver mening at gøre det rigtige – også når det går ud over vores egen magelighed.

c)    Vi lærer gennem livet, at der ikke findes nogen glæde, uden at korsets skygge tegner sig bag den. Vi kender alt for godt til, at der ingen glæde findes, ingen kærlighed, intet liv, uden at vi må betale sorgens og dødens pris for det. Vejen fra glæde går til korset og graven. Vi har lært, at der ikke findes en glæde, uden at korsets skygge tegner sig bag den. Det lærer vi hurtigt. Det er livets realiteter. Og det er udtryk for menneskelig visdom og mod, at vi griber dagen, selv om den kaster skygger ind i fremtiden. Der findes ingen glæde, uden at korsets skygge tegner sig bag den. Men evangeliet fortæller, at bag korset ligger glæden, og det er en glæde, der modstår alt. At dér, bag korset, kommer den levende Kristus os i møde. Og sådan handler dagen ikke blot om de erfaringer vi gør os i og med tilværelsens mørke, men også om den troens erfaring, som evangeliet skaber i og med os, og som planter troen i os om, at der venter os en glæde bag korset. Denne troens erfaring henter lys ind i mørket – her og nu.