2. søndag i fasten
Salmevalg 2. s. i fasten

Salmevalg

DDS 36 Befal du dine veje

DDS 330 Du, som ud af intet skabte

DDS 588 Herre, gør mit liv til bøn

DDS 652 Vor Herre! til dig må jeg ty/ DDS 496 Af dybsens nød/ 
KSB 871 Jeg kommer i min dybe nød

KSB 1005B  Han glemmer mig aldrig

DDS 475 Går det, Herre, som jeg vil

DDS 375 Alt står i Guds faderhånd

"Befal du dine veje" åbner for evangeliets tematik med linjen ”Thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud” og modsiger den onde ånd med det retoriske spørgsmål ”Hvem vover at forbande, når du velsigne vil?”. Melodien er Hasslers fra 1601, som er udødeliggjort ved Bachs brug af den i fx Mattæuspassionen.

"Du, som ud af intet skabte" viser tilbage til første læsning fra skabelsesberetningen og takker for den. Det er godt midt i trængslerne at høre, at Guds mening i udgangspunktet er, at i skabelsen er alt ’såre godt’ og pågår til stadighed. Salmen lægger op til evangelietekstens fremkaldelse af Jesus Kristus som den, der skaber fortsat og på ny. Peter Møllers melodi understøtter den taknemmelige og håbefulde tone i Jens Rosendals tekst.

"Herre, gør mit liv til bøn" beder om, at det må ske, som vi hører om i slutningen af evangelieteksten, hvor Jesus svarer de magtesløse disciple, at den slags – altså den onde ånds magt over den syge dreng – kun kan uddrives ved bøn. Salmen synges på "Stille er min sjæl til Gud" og er et eksempel på en nyere salme, hvor en gammel melodi fint understøtter teksten. Her har det også betydning, at melodien ikke er så kendt fra andre salmer, at den ’skygger’ for teksten.

"Vor Herre! til dig må jeg ty" kunne være sunget af den syge drengs far og af ethvert magtesløst menneske, der beder og anråber og trøstes i takt med, at Jesu nærvær fornemmes. Laubs melodi understreger med sit kirketonale præg salmens anråbende og bedende karakter. 
"Af dybsens nød" er traditionelt set en luthersk bodssalme, om ikke til denne dag så i hvert fald til perioden. I forhold til "Vor Herre! til dig må jeg ty" frembærer den dog et mindre præcist kristologisk gudsbillede, der i højere grad lader den syngende alene, hvorfor vi – vores overordnede ærinde taget i betragtning – giver den anden prioritet. Johann Walthers melodi vil være naturlig for den, der er er indsunget i traditionen, men for det moderne menneske kan det forekomme vanskeligt at identificere sig med salmens bodfærdige jeg, der anråber sin nådige Gud. 
Iben Krogsdal har gendigtet samme salme i "Jeg kommer i min dybe nød". Her fremstår såvel det syngende og bedende jeg som Gudsbilledet mindre fjernt og fremmed. Det bedende jeg er mindre nødstedt end "Vor Herre! til dig må jeg ty", uden at Gud bliver mindre eller mindre nådig. Salmen kan synges på en nyskrevet melodi af Jesper Gottlieb eller på ovennævnte melodi af Johann Walter. Vi anbefaler det sidste, fordi Walters melodi er spændstig og har en traditionel bods- og fastetone, som det lykkes Iben Krogsdal at give et nutidigt udtryk.

Simon Grotrians nadversalme "Han glemmer mig aldrig" formidler med sin særlige metaforik Kristi nærvær i nadveren. Peter Navarro-Alonsos melodi med de vuggende kvintspring spejler tekstens lyriske vuggen mellem det høje og det lave, hvorfor vi foretrækker den fremfor andre, måske umiddelbart lettere tilgængelige, melodier.

Som bortsendelsessalme er "Går det, Herre, som jeg vil" et næsten barnligt tillidsfuldt svar på nadverens tiltale. Vi anbefaler Peter Møllers melodi, der er enkel (Salmemelodier, Mixtur).

Med "Alt står i Guds faderhånd" går vi ud med den treenige Gud i ryggen. Vi foretrækker Laubs klare og stålsatte melodi, der passer bedre til fastetidens karakter end Rungs romantiske og mere sødladne. Men der kan være lokale traditioner, der spænder ben for at vælge en anden melodi end den, menigheden er vant til.