3. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 3. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

Som ledetråd gennem dagens læsninger går et særligt tema, der handler om vej og hjem – nemlig, at der i vores liv er fortid, der skal lægges bag os og liv, der ligger foran os, og som vi skal rette blikket mod.

Vi er på samme tid på vej, men har også allerede et hjem, mens vi er på vej: “i min fars hus er der mange boliger”. I den gammeltestamentlige læsning fra 2. Mos må Moses gøre den erkendelse, godt nok lettere fodslæbende, at der er fortid i Egypten, som han må lægge bag sig for at kunne se det, der kommer til ham fra fremtiden, nemlig kaldet til at lede sit folk ud af Egypten. Moses var flygtet fra sin fortid ud i ørkenen, men da Gud fra tornebusken kaldte sig “Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” blev hele fortiden præsent, og Moses måtte tage sin identitet på sig og vandre i tro på, at forbindelsen til Gud var lige så levende, vital og løfterig som den hele tiden havde været.

Da Jesus i Johannesevangeliets afskedstale forbereder disciplene på, at de skal skilles, bliver de urolige, og Thomas spørger: Hvor skal vi gå hen? Jesus svarer med en metafor: Jeg er vejen. Det kan synes at være et mærkeligt svar. Men en vej er jo det, der skaber forbindelse mellem det sted, jeg har været, og der, hvor jeg nu er på vej til. En vej forbinder fortid og fremtid. En vej forbinder mennesker med hinanden. En vej forbinder Gud og os. Jesus er den forbindelse. Vi har ikke set Gud, som Moses så Gud i en brændende tornebusk. Vi har heller ikke set Jesus som disciplene gjorde, men vi kender hans navn. Og når vi fortæller om de gerninger, Jesus har gjort, ser vi Gud. Så er han os lige så nær. Vi kan kalde på ham, og når vi beder i hans navn, beder vi til Gud. Det paradoksale er, at Gud og Jesus er ét.

Jesus giver disciplene et løfte om, at han vil komme tilbage til dem. På et eller andet tidspunkt i fremtiden, vil Jesus komme tilbage til sine disciple og give dem en plads i himlen sammen med Gud. Jesu genkomst er en vældig abstrakt forestilling, men bag den er et løfte om, at vi ikke er forladt af Gud, hverken i fortiden eller i fremtiden. At gå afsted gennem livet, at sætte den ene fod foran den anden, kræver tro. Ikke tro ud i den blå luft, men til det navn, der har vist os, hvem Gud er. Det er det navn, der giver os et hjem, en bolig, en plads, et tilhørsforhold i verden.