3. søndag efter påske
Tværfagligt notat 3. s. e. påske

Tværfagligt notat

Flemming Christian Hansen og Lone Vesterdal

Der er meget i dagens tekster, der handler om den kendte (eventuelt fortrudte) fortid og den frygtede fremtid. Det, vi ikke kender, gør os utrygge, og fortidens skyld og fortrydelser fryser nutiden fast i fortiden. I denne tilstand har man brug for troen for at kunne bevæge sig fremad, det vil sige vælge en ny retning og tage det første skridt i denne nye retning, navigere i det ukendte, nye landskab og gå med en vis frimodighed. 

Tro er tillid, og tillid opstår i relationer. Tilliden retter sig mod en person. Eller med andre ord: Man kan kun forankre sin tro, hvis man har et navn at kalde på. Troen får et navn i alle fire tekster, cirklende omkring Guds navn i det gamle testamente “Jeg er”, som Jesus refererer til i evangeliet. At have et navn for Gud forbinder os med det gådefulde. Guds gådefulde væsen kommer til udtryk i Jesu kærlighed. Det er den, disciplene skal have blikket rettet mod. Musikalsk betyder det en vægt på klarhed over for gådefuldhed.

Om søndagene mellem påske og pinse
Vi har skrevet om søndagsgudstjenesterne mellem påske og pinse med et dobbeltperspektiv: både at dykke ned i hver enkelt søndags tekster, kollekter, salmer og musik, men også hele tiden at have øje for en mere overordnet sammenhæng imellem søndagene. Vi anser søndagene for at være en udklang af påsken, som ændrer sig undervejs og ender med at være en slags stilfærdig, mild og lyrisk forberedelsestid til pinsen – nærmest på linje med advent og faste som forberedelse til jul og påske. 
Der er en meditativ, inderlig tone i de mange læsninger fra Johannesevangeliet, som bliver stadig mere fremtrædende gennem de seks søndage. Jesus betoner gang på gang det ubrudte fællesskab mellem ham og Faderen, mellem os og ham, som Helligånden vil gøre levende for os. Denne cirklen og repetition giver teksterne og søndagene deres meditative tone, som vi gennem musikvalget har understreget.