5. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 5. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

Evangelieteksten er et uddrag af den bøn, som ofte kaldes 'Jesu ypperstepræstelige bøn'. Helge Kjær Nielsen kalder den dog blot 'Jesu afsluttende bøn' i sin kommentar til Johannesevangeliet, fordi den markerer afslutningen på Jesu afskedstale (kapitel 14-16). Bønnen udfolder en bestemt bevægelse, der begynder hos Gud, går gennem Jesus og ud til mennesker. Bevægelsen består i den herlighed, kærlighed og det liv, som Gud har givet Jesus, og som Jesus giver videre til mennesker: “Med Jesu virke er der sat en bevægelse i gang, som skal fortsætte efter hans bortgang fra den jordiske scene” (Helge Kjær Nielsen: Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag s. 529). 

Bevægelsen, som Gud har sat i gang, skaber enhed mellem Gud, Jesus, Helligånden og os. Jesus beder om, at disciplene må blive holdt fast i denne enhed, når Jesus ikke længere er fysisk i verden. Hvorfor er det nødvendigt at bede om denne fortsatte enhed? Det er nødvendigt, fordi Guds herlighed, kærlighed og liv ofte i vores verden viser sig i sin modsætning, eller skjult, så vi får svært ved at se det og dermed holde fast i troen. Vi falder fra eller holder fast i egne forestillinger. 

Denne pointe bliver tydeligere, når vi læser evangelieteksten i den nye oversættelse, Bibelen 2020, hvor ordet ’herliggjort’ oversættes med ’magtfuld’, og “Jeg har herliggjort dig på jorden” oversættes med “Jeg har vist menneskene din styrke”. At herliggøre er i denne forstand forbundet med magt og styrke, og hvad det indeholder, viser Jesus, når han på korset råber: “Nu er alt, som det skal være” (Joh 19,30).

Styrke og magt er altså ikke en magt over lidelsen ved at undgå denne, men ved at gå gennem den. Det, der ser ud som nederlag og fiasko, er Guds ’maske’, den skjulte Guds fremtræden i verden. Nederlaget, fiaskoen og lidelsen er i virkeligheden magt og styrke. 

Frimenighedspræst og forfatter Mathias Secher Rom, skriver i sin bog Magtesløs styrke, (LogosMedia, 2020), at Gud har et andet 'styresystem' end verden og os: Vi forbinder magt og herlighed med at kunne overkomme og overskue problemer. Så er er vi på livets plusside. Når der sker noget, der gør os afmægtige, ryger vi ned i livets minusside. Dette betragter vi som nederlag og fiasko. Vi higer og arbejder på at komme på livets 'plusside' igen. Den kristne tro udfolder et andet livssyn: i afmagten møder vi Kristus og der, i afmagten, giver han os et nyt perspektiv, der viser os, at afmagten er stedet for Guds kræfter, Guds kærlighed og Guds liv med os. Livets 'minusside' er dermed et herliggjort, magtfuldt sted at være. 

Hvad betyder det for os i praksis? Det betyder, at forladthedens og nederlagets sted er fyldt med Guds nærvær. Det er dér, Gud siger: “Alle mine kilder skal være hos dig”. Det er dér, håbet er. Paulus skriver til menigheden i Rom, at vi netop må leve i håb. Ikke et håb, vi ser opfyldt, for så er det ikke et håb længere. Men et håb på det, vi ikke ser, og derfor venter på med udholdenhed.

Enheden med Gud begynder hos ham, går gennem Jesus og til os. Vores fastholdelse i denne bevægende enhed sker gennem bønnen. Kingo har i salmen "O Gud, du ved og kender" netop indfanget bevægelsen: I første vers bekender jeg, at jeg ikke ved hjælp af egne kræfter kan holde mig til Gud. Jeg er nødt til at få kræfterne fra Gud. I vers 2 beder jeg og bekender samtidig: Grunden til, at jeg ikke kan holde mig til Gud af egne kræfter, er mit hjertes hårdhed og hovmod. Dette kommer af de høje tanker, jeg gør om mig selv, som fortrænger den ydmyge kærlighed til andre. I sidste strofe beder jeg om, at jeg i døden må finde trøst i Jesu lidelse og død. Ordet 'liv' skifter betydning i salmen: Der er mit liv, som forsvinder, når jeg dør. Derfor beder jeg om, at mit liv må begynde, det vil sige det evige liv. Jeg skal ikke frygte døden, men kan trygt skynde mig hen til livet, det vil sige det evige liv eller Jesus. 

Kingos salme er udtryk for en naturlig og selvfølgelig sammenhæng mellem tid og evighed, mellem livet her og livet i evigheden. Vi er i den enhed med Gud og Jesus, som Jesus bærer frem i sin bøn for os.