6. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 6. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

Evangelielæsningen fortsætter fra kapitel 17, hvor også læsningen til 5. søndag efter påske er fra. Det er et uddrag fra Jesu afskedstale til disciplene. Jesus beder for sine disciple, og ikke kun for dem, men også for dem, der er kommet til tro gennem disciplenes fortælling om Jesus. I vers 21 siger Jesus lige ud, hvad formålet er med hans bøn: Det er de troendes enhed. I samme vers siger Jesus, hvorfor denne enhed er så vigtig: “så verden kan tro på, at du har sendt mig”. Det vil sige, at de troendes enhed er et vidnesbyrd – et tegn eller bevis – på enheden mellem Gud og Jesus. 

Helge Kjær Nielsen skriver om den ’horisontale enhed’, der bekræfter eller vidner om den ’vertikale enhed’ i Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag s. 544: Den horisontale enhed mellem de troende skal i verden skabe tro på den vertikale enhed – det vil sige troen på, at Jesus er Guds åbenbaring i verden.

Jesus takker Gud for, at “Den guddommelige styrke, som du har givet mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive en enhed, ligesom vi er” (vers 22). I troen får disciplene og de troende del i Jesu guddommelige liv. Det er denne enhed, dette fællesskab i det guddommelige liv, som hele evangelieteksten kredser om. Jesus betoner i den sidste del af evangelieteksten, at han har fortalt de troende om sin far, og det “vil jeg blive ved med, så den kærlighed, du har sendt til mig, lever i dem, og så jeg lever i dem” (vers 26). 

I sin afslutningstale til og bøn for disciplene fastholder Jesus, at det kærlige fællesskab og enheden mellem ham og disciplene fortsat lever, også i sorgen og tiden efter hans død, opstandelse og himmelfart og dermed fysiske fravær. Jesu bortgang medfører ikke adskillelse mellem Jesus og de troende og heller ikke ophør af enhed og direkte forhold til Gud.

Samme enhed mellem den troende og Gud uden noget eller nogen, som kan hindre den nære enhed, er også kernen i epistelteksten fra Rom – derfor vælges denne.

Når Joel-teksten fra Det Gamle Testamente hører med i gudstjenesten, skyldes det, at den flugter med vores forventninger til pinsedagen. Det er Helligåndens nærvær hos os: “Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker” (Joel 3,1). Det er denne forventning om, at Gud er hos os i ånden, der indgiver os livskraft og styrker troen.

Alle tre læsninger til søndagen – lektien, epistlen og evangelielæsningen – samler sig i budskabet om, at fordi Jesus er faret til himmels og Helligånden kommer, og på trods af, at splittelser, tvivl og sorg kan true med at slå glæden og troen ihjel, så er Jesus fortsat lige så nærværende hos os, som da han vandrede rundt med disciplene. Der er en opbyggende pointe i, at netop dette budskab betones og bekræftes efter Kristi himmelfart, hvor han fysisk forlader verden, og inden Helligånden kommer pinsedag. Vi opmuntres til at holde fast og holde ud og holde sammen.

Jesu bøn for os er samtidig en opgave, der stilles os: Hold fast, hold ud og hold sammen! Den canadiske psykologiprofessor og nu succesfulde forfatter, Jordan Peterson, skriver i sine bøger om det, der er hans grundantagelse: Livet er lidelse, og kaos er omkring os og truer hele tiden med at opsluge os. Vi må vælge, om vi ved vores gerninger og ord vil bringe lidt mere orden – og dermed lidt mere himmel – ind i tilværelsen for os selv og andre, eller om vi vil lade kaos opsluge os og de andre – og dermed bringe helvede lidt tættere på. Det er himmel eller helvede – og ikke at vælge er også et valg. Heraf følger så hans 2 x 12 regler mod mere orden og mindre kaos (12 regler for hver bog).

Der er den alvor i det – himmel eller helvede. Den samme alvor er i Jesu bøn. Det essentielle er at forblive i den kærlighedsrelation mellem Gud, Jesus og Helligånden, og som vi i troen også er føjet ind i. For det er den ubrydelige, evige kærlighed findes. I modsætning til kaos og undergang.