Visdom er et ledemotiv i helligtrekongerstiden. Et andet ledemotiv er at søge. I første tekstrække søger de vise mænd efter Jesus på slottet. På næste søndag søger Jesu forældre efter ham i rejsefølget. Dér, altså, hvor man efter vane plejer at se efter.
Og i dag lyder det indledende spørgsmål: Men visdommen, hvor finder man den? Hvor bor indsigten? Og lige meget hvor Job spørger og ser efter, lyder svaret: Den er ikke her. Og lige meget, hvad han vil give for at få den i eje, kan den ikke erhverves for alverdens kostbarheder. Kun Gud kender vejen til den. For han ser det usynlige, og hans øjne rækker til jordens ender, og han ser alt under himlen. Og visdommen ser Gud. For det er visdom at frygte Herren.
Men visdommen, hvor finder man den? Spørgsmålet stilles netop i Jobs Bog, der handler om den allerstørste menneskelige lidelse og afmagt. Spørgsmålet spejler dette spørgsmål: Men Jesus, hvor fandt de ham?
Jesus var ikke i slottet. Der fandt de jalousi, taktik, beregning og manipulation. Han var ikke i rejsefølget. Der fandt de venners glæde med hinanden og den forskel og kappestrid, som der er i det sociale. Nogle oppe. Nogle nede. De fandt ham i gang med at tale om Guds visdom i templet
Visdom er at frygte Herren. Så er visdom ikke beregning. Visdom er ikke målbar intelligens. Visdom er ikke kompliceret. Visdom er det egentlige.
Den kan for eksempel lyde sådan her: "I kan ikke tjene både Gud og mammon". Det synes vi måske lyder som en selvfølgelighed, men fortsætter alligevel efter gammel vane som om intet var hændt med at forsøge at gøre det alligevel.
"Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?"
"Hvor din skat er, vil dit hjerte være"
Har du stor formue, giver den dig bekymringer om, hvordan du passer bedst på den. Når din skat er i himlene, går den ikke til, og du er fri for bekymringer. Jo, det er klart, siger vi og fortsætter i vores vante gænge med at bekymre os og arbejde for økonomisk vækst.
Tilgiv!
Jo, siger vi, selvfølgelig, og fortsætter i vanligt uforsonligt gænge.
Vær ydmyge!
Jo, siger vi og puster af gammel vane os selv op.
Som var intet hændt.
Indrømmet. Ikke alle ord er så enkle. "I skal leve, om I end dør". Vi lever sædvanligvis, som om påske aldrig var hændt. Som lå den tomme grav foran os og ikke bag os.
Jobs afmægtighed var grim og nedværdigende. Det er afmægtigheden som regel. Men det er opmuntrende nok her, at vi finder Kristus. Så der er en afmagt, som gemmer på skønhed. Den, nemlig, hvor vi gør os afmægtige over for hinanden, som han for os.
I skrivende stund (marts 2021) er samfundet lukket ned pga. corona. Vi bliver skrøbelige og afmægtige. Jeg modtog forleden en mail, hvori der stod: Det er så vigtigt som aldrig før, at I holder kirken åben nu, hvor alting er ude af sine vante gænge, og vi føler os pressede og afmægtige og trænger til et opmuntrende ord.
Jo. Helt bestemt. Men mon ikke det er mindst lige så vigtigt, når alt er i sin vante gænge?
Måske kan uvant gænge og afmægtighed skærpe vores sans for det egentlige? Det, som vi under vante omstændigheder let overser, når vi glemmer, hvor lidt vi tror på Gud, hvor lille vores sans er for det egentlige, og hvor presset vores menneskelighed er.
Så vi ikke bare fortsætter herfra – hverken fra kirken eller vores afmægtighed – som om intet var hændt.
Der kan trækkes spor fra Job- til Johannesteksten:
- Jesus ser ikke efter det ydre, men det indre.
- Jesu tilhørere ved ikke, hvor han kommer fra, eller hvor han går hen.
- At kende Jesus er at kende Faderen.
- Visdommen oplyser alting, så den afmægtige ikke skal sidde i mørke. Jesus sagde: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."
