DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge
DDS 20 Jeg ser dit kunstværk, store Gud
DDS 300 Kom, sandheds ånd! og vidne giv
DDS 606 Kommer, hvo vil visdom lære
DDS 137 Det runde himlens stjernetelt
DDS 136 Dejlig er den himmel blå
Idet vi nu holder fast i vores interesse for at dykke ned i visdommen og dens relation til Gud – og tillige hvilken klogskab de tre vise mænd har, foreslås salmevalget som følgende:
"Giv mig, Gud, en salmetunge"
Det store åndedrag og den store pensel er til stede i Grundtvigs gendigtning af Sl 92: en dejlig og opløftende åbningssalme, og i vers 4 må vi selv konstatere, at ”i din visdom ingen bunder”! Vi er i gang i højt gear! Da vi stadigvæk er i den liturgiske juleperiode, er det tilfredsstillende at konstatere, at den oprindelige fire-linjede julemelodi (Quem pastores laudavere) nu bærer os over tærsklen til helligtrekonger. Selv om altså salmeteksten er rubriceret under almindelige lovsange, har melodien et afsæt i julens melodier. Thomas Laub har bearbejdet melodien i 1896, i hans tidlige produktionsfase. Der er god plads til vejrtrækning i den gyngende melodi, hvilket kan befordre en god og lydelig sang.
"Jeg ser dit kunstværk, store Gud"
Læsningen fra Jobs Bog stiller mange store spørgsmål, faktisk er de umulige at svare på. Derfor svarer vi med (nok engang) at konstatere, at hvad vi kan se med vore øjne, er på sin vis ufatteligt. Ambrosius Stubs gendigtning af Sl 73 har, trods de fire relativt små vers, pondus til at kunne efterfølge den indledende salme. Desuden kan man mene, at når Job slutter med, at visdom er at frygte Herren, så har Stubs vers 4 en lille menneskelig forståelse af dette og erkender sin vilje til at følge: ”Lad verden have sit for sig, o, lad mig bare have dig!”.
Melodien er en karakteristisk rokoko-melodi fra 1736 af Sperontes (Johann Sigismund Scholze), men alligevel uden overflødig pynt. Derimod har den en lethed og en rundgang i sig selv, som passer vældig fint til det vidtudstrakte rum og himmelbuen.
"Kom, sandheds ånd! og vidne giv"
Epistlen bringer atter en læsning fuld af tyngde samt et krav om at elske, kunne vandre i lyset og undgå mørke og had. Vi vender os derfor til en gedigen helligåndssalme, hvor vi i andet vers kan synge: ”Kom, lysets ånd! og led os så, at vi på klarheds veje gå”. To af vore store salmedigtere har behandlet den gamle hymne, idet både Kingo og Grundtvig har været der. Denne salme har tyngde til at efterfølge epistlens alvorlige ord. Den er på sin vis ordknap, men giver tre stærke beskrivelser af Helligånden: Sandhed, Lys, Gud Fader. Vi foretrækker den reformatoriske hymne / Josef Klug 1533 (Veni creator spiritus), der står som henvisning. Den har fine hymne-kvaliteter og er forfriskende i sin mixolydiske kirketoneart. Der eksisterer også traditioner for at benytte "Gør døren høj" eller "O Herre Krist! dig til os vend", og disse henvisninger er også brugbare.
"Kommer, hvo vil visdom lære"
Nu springer vi så ud på syv favne vand med denne på sin vis altmodische og pietistiske salme fra Freylinghausens salmebog, gendigtet af Hans Adolph Brorson. Her gør forfatterne (og måske mest Brorson) sig umage for at give deres bud på visdommen: Fem vers til dette formål, og et afsluttende sjette vers til en afrundende bøn. Det gammeldags ’ere’ kan ikke moderniseres til ’er’ af metriske grunde, og i øvrigt danner ”vise ere” en poetisk bro mellem versene. Hvis man tør; så er det salmen til i dag, anden tekstrække! Knyttet til en moderne prædiken kan prædiken og salme danne et smukt par. Melodihenvisningen er "Nu velan, vær frisk til mode". Den er velegnet i sin lethed med optakterne, som leder versene fint i gang. Og som i hvert fald i koralbogen har en neutral harmonisering.
"Det runde himlens stjernetelt"
Så dukkede de tre vise mænd frem i motetten (jf. musikvalget), og nu bliver de i resten af gudstjenesten! Thomas Kingo har fine betragtninger over visdom og dårskab (vers 3, 5 og 6) i denne ældre helligtrekongerssalme.
Melodihenvisningen er til "O store Gud, din kærlighed". Kingo har ofte brugt versemålet og dermed melodien, så der er en vis autenticitet i henvisningen. Melodien er smuk og har tyngde, men man må være opmærksom på, at helheden ikke bliver alt for tung. På den anden side adskiller Kingos tekst sig også fra den lette DDS 138 "De hellig tre konger så hjertensglad" med et mere dybdeborende indhold.
"Dejlig er den himmel blå"
Det kan ikke udelukkes, at der er kirkegængere, der er gået i kirke ene og alene for at synge vores foreslåede afslutningssalme: Grundtvigs digt for børn rummer jo i sig selv en visdom og en løsning på ledestjernen i vers 6 og 7! Så hvis gudstjenesten overordnet har gjort sig umage for at bevæge sig rundt i vores forsøg på at tolke tekster og udlægge og modernisere, hvilket vi også bør, så har vi her en Maggi-terning til sidst! Og vi kan slutte visdomssøgningen glade og forenklede. Melodi efter stedets tradition, som nok i 95% procent af tilfældene vil være toldkontrollør Jacob Meidells.
