Kristi himmelfarts dag
Homiletiske overvejelser Kr. himmelfarts dag

Homiletiske overvejelser

Foretrukken læsning og inspiration til prædiken

Foretrukken læsning: ApG 1, 1-11
Her har vi himmelfartsberetningen i en mere udfoldet udgave. Naturligvis kan man gå med den gammeltestamentlige læsning, som sætter en fed streg under Jesu herredømme. Men her er altså valgt at markere Kristi himmelfart ved rent faktisk at læse om himmelfarten.

Fjern for at være nær

I anden tekstrække er der en yderligere understregning af, at det er Jesus selv, der virker igennem disciplene. De skal vente i byen, indtil hans kraft kommer over dem. Det er altså ham, initiativet og kraften kommer fra. Det giver et fokus på, at vores verden belyses af Jesus og hans magt – men også, at det sker igennem mennesket. Jesus er stadig nær ved vores verden, men han er det først og fremmest igennem medmennesket. Sagt lidt mere floromvundet: Han er blevet fjern for at være nær ved alle på én gang. Han er ikke længere begrænset af sin jordiske skikkelse, men er nu allestedsnærværende gennem Helligånden, hvis komme indvarsles af Jesus ved afskeden med disciplene (Luk 24).

Denne dag kan man overveje at tematisere, hvad det nærmere betyder, at Jesus ophøjes. Og hvad tilbedelse er i en kristen kontekst. Der er nemlig væsentlig forskel mellem underkastelse og overgivelse. Underkastelse sker i mødet med den, der er stærkere og den, som er urørlig. Overgivelse sker, hvor der er tillid til, at ’du ved bedre end jeg’. Og til at du ikke vil lede mig vild. Altså en tillid, der ikke misbruges.

Andre muligheder er at fokusere på disciplenes opgave – og dermed på kirkens første begyndelse, den første arbejdsdag. I Apostlenes Gerninger fortælles det, hvordan englene spørger disciplene, hvorfor de mon står og kigger op mod himlen efter den himmelfarne. Han skal komme igen derfra, men der er ingen grund til at stå og stirre derop. Der venter en meget mere jordbunden opgave, nemlig at give alt det, de har oplevet med Jesus videre.

Disciplene står for første gang på egne ben og kan ikke længere gå direkte hen til deres læremester og høre, hvordan det hele hænger sammen. Nu må de selv forsøge at træffe beslutninger og afgøre tolkninger indbyrdes, sådan som den kristne kirke har gjort lige siden. Men de har fået en retning: De vender tilbage til byen, lovpriser Gud, lader ham komme til orde gennem sin Helligånd. Der er på denne måde rig mulighed for at føre os ind i disciplenes sandaler: Skal vi stå og stirre op i himlen, eller sendes vi mon også til vores by med godt nyt?

Det er også værd at udfolde nærmere, hvad det vil sige, at Jesus er nær. At vi ikke alene tror på ordene fra en mellemøstlig tømrersøn, der skabte furore for et par årtusinder siden. Men at vi tror på en Gud, som blev menneske. Og en Gud, som i og for sig stadig er menneske. En Gud, som gennem Helligånden har valgt at slå sig ned i dig og mig for at fortsætte med at komme til verden igennem et menneske. Disciplene får altså opgaven, at nu skal de være det menneske for deres næste, som Jesus var det for dem. Med alle deres iboende fejl og mangler, naturligvis. Og den opgave har kirken arbejdet videre på. Vi møder Gud i vores næste. Og vores næste kan møde Gud igennem os. Fra menneske til menneske.