Midfaste søndag
Homiletiske overvejelser midfaste

Homiletiske overvejelser

Det er ganske vist midfaste, men det er samtidig den sidste deciderede fastesøndag – en slags kulmination på fastetiden. Mange, som har gennemført en længere fasteperiode, fortæller om den energi og det klarsyn, som en sådan faste kulminerer med. Det giver en dybere erkendelse af, hvad der er afgørende vigtigt i ens liv, og hvad man egentlig kan undvære.

Den samme afklarethed løber som en rød tråd gennem søndagens tekster. I den gammeltestamentlige tekst sørger Gud for, at israelitterne i ørkenen får lige præcis den mad, de har brug for – for at overleve, hverken mere eller mindre. Gud er der for dem, så de behøver ikke at bekymre sig.

Epistelteksten peger på, at vi ikke behøver overflod af mad eller andet, vi kan fristes til at sikre os selv med. Det eneste, vi behøver – det som kan opfylde vore dybeste længsler (jf. salmerne "Gud, efter dig jeg længes" og "De dybeste lag") – er at tro på Gud og på Guds løfter om at opretholde vores liv. Når vi gør det og prioriterer de værdier, der springer ud af den tro, så får vi adgang til den fylde og den sandhed, som vi længes efter. 

I evangelieteksten gør Jesus det klart, at det bespisningsunder, der lige har fundet sted, ikke handler om selve maden. Ingen kan leve af et sådan spektakulært mirakel, for sulten vender uundgåeligt tilbage, og hvad skal så stille den? Et nyt mirakel igen og igen eller fødevarelagre eller ophobede formuer eller videnskabelige udregninger af hvad, der optimerer sikkerhed og velstand? Alt det, siger Jesus, er mad der forgår. Det kan ikke bære et liv, når vi skærer ind til benet.

Bespisningsunderet er tegn på noget større, nemlig at Gud til alle tider og på alle steder ser sine menneskers længsler og svarer på dem. Troen på dét kan bære et menneskeliv selv i den allerstørste nød. Med ikoniske ord siger Jesus: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Midfaste søndag afslører, at vi kan undvære det meste af det, vi propper i os: underholdning, mad, forbrug, wellness, spektakulære begivenheder, smiger, ros og magt. Det kan være behageligt og sjovt, men det kan ikke fylde det tomrum ud, som er dybt inde i os. Det kan kun selvforglemmelsen. Overgivelsen til Gud af den kontrol, vi så gerne vil have over vores liv, er det eneste, der kan mætte vore dybeste længsler. At tage en bid af det himmelske brød er at følge Jesus ved at give Gud plads og lade Gud få både magten og æren i vores liv.