Sidste søndag i kirkeåret
Tværfagligt notat s. s. i kirkeåret

Tværfagligt notat

Jane Laut og Therese Solten

Mikas tempel på bjerget i det fjerne er flot at skue. Det er langt væk. Jeg befinder mig nede i dalen. Bjerget, hvis vi skal forholde os til det i nutidige kategorier (frem for tidshistorisk gennem eksilberetningen) kan symbolisere en henlægning af det hellige uden for vores egen sfære, forestillingen om, at det virkelige, egentlige, indsigtsfulde er et andet sted, har en fjernhed.

Udlicitering af visdom: Det er en kollektiv lidelse i samfundet at gå ud fra, at der nok findes nogle andre (statskundskabere, videnskabsøkonomer eller forfattere), som ved mere om, hvordan bygningen (samfundet, videnskaben, tilværelsen) skal tegnes og bygges. De andre har sikkert også bedre adgang til de rette materialer. Jeg har hverken guld eller ædelstene (den store universitære uddannelse eller den store pengekapital). Men! det er alligevel ikke en grund til at vente. Hø og halm kan også bruges, hvis det er, hvad du har. Det lyder som en kendt liberal ideologi: Bare smøg ærmerne op, og kom i gang. Det kan vel også være rigtigt nok, men her er afsættet ikke en politisk forståelse af mennesket som borger med ydepligt til velfærdssamfundet. Her er vi alle sammen fødte ind i en multinational guddommelig virksomhed, hvor hovedentreprisen består i, at alle Guds venner gør sig umage med at vise hinanden godhed.
At der ikke bliver tale om selvgodhed, men næstekærlighed, har Gud sikret derved, at han har støbt fundamentet af sin egen kærlighed, som er Kristus.
Gør ikke sandheden indviklet. Dén indsigt, som rummer den virkelige værdi, er jo netop afsløret for de barnlige sjæle. Meld dig derfor straks på de enfoldiges hold. Læg trykket på første stavelse: énfoldig er ikke den, der er barnligt naiv, men den, der vil ét i hjertet, den der retter sig mod dét ene (gode); omvendelse, kristuscentrering er derfor på dagsordenen i tiden op mod enden.

Nøgleord: opbyggelighed
Mit land siger Herren, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor. Vil man bygge et tempel til Herren, må man altså begynde der, hvor kærlighed er eller kan gro. I mennesket er det hjertet. I kirken, alteret – i kristendommen er kærlighedens hjemsted både offerplads og en vokseplads:
”Man slipper ikke helhjertet fra
at bygge et alter til sin kirke.
Man må bygge kirke der,
hvor alteret allerede står.”
Helle Søtrup: Audiens s. 47 (Eksistensen, 2014)