18. søndag efter trinitatis
Salmevalg 18. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 3 Lovsynger Herren

100S 868 Blinkende dråber

DDS 54 Hvad mener I om Kristus

100S 889 Du skal elske din næste som dig selv

100S 853 / KSB 805 Hvor kærlighed brænder

DDS 728 Du gav mig, o Herre

Med "Lovsynger Herren" begynder vi med en af de gode, gamle salmer, hvor Gud lovsynges som skaber. Billedet bruges efterfølgende både i indledningskollekt og første læsning, hvor Gud beskrives som skabelses-håndværkeren, hvis lige ikke findes. Melodien åbner gudstjenesten som en fanfare, der udgøres af dens indledende treklangsbrydninger i dur, og har en vældig energi i gentagelsen.

"Blinkende dråber" kunne også have været brugt som første salme, men den lander her, da vi ville fra start med en lovsang og noget kendt. Træernes blinkende dråber leder tankerne hen på en efterårsmorgen – som i dag. Men med sine skabelsesbilleder og lovsang af samme fortsætter den også sporet, vi allerede er inde på. Samtidig peger omkvædet om de mærker, Gud har sat på jord, hen mod evangelietekst og prædiken i den forstand, at den kærlighed, vi får fra Gud, og som vi skal give videre til hinanden, netop kan forstås som Guds-mærker på jord – eller på mennesker.

"Hvad mener I om Kristus" er med det direkte citat fra og oplæg til evangelieteksten oplagt blandt salmerne til dagen. Salmen kan ses som en bekendelse og ligger dermed i forlængelse af trosbekendelsen og binder altså to gudstjenesteled sammen. Som tekst forstået er salmen mere dogmatisk end poetisk, men det dogmatiske eller nøgternt-kølige skal også skal have sin plads i en gudstjeneste. Det som kan røre og bevæge, må andre salmer så bidrage med. Melodien lyder mere moderne, end den er, fordi den til stadighed skifter taktart – men det er i virkeligheden et stiltræk fra renæssancetidens melodier.

"Du skal elske din næste som dig selv". Noget af det, Gud ’mærker’ jorden med (jf. "Blinkende dråber"), er næstekærlighed, men at leve den ud er nemmere sagt end gjort. Derfor er det godt, at der er noget, der hedder nåde (vers 6)! Ud over at afrunde prædikenen er der med billedet af himmelhvælvet en reference til skabelsestematikken i begyndelsen af gudstjenesten. Med denne melodi har Willy Egmose skrevet en vaskeægte blues. Blues fylder meget i amatør-musiklivet, og det må gerne være en del af den altomfavnende folkekirke også.

Det første vers i "Hvor kærlighed brænder" kan ses i sammenhæng med nadveren, forstået som et kærlighedsmåltid og et sted, hvor tørst slukkes. Derfra udfoldes næstekærligheden som det at leve Guds kærlighed ud i forhold til hinanden, hvilket vi kun kan i lyset af Guds kærlighed og velsignelse. Livet må berøres af ”morgenrødevingernes brus” for at kunne lykkes. Og med det billede kan man igen tænke på skabelsesbillederne fra tidligere. Der er flere lighedspunkter mellem denne melodi af Christian Præstholm og den til "Lovsynger Herren" – især rytmen og de gentagne toner – hvilket giver en musikalsk sammenhæng i gudstjenesten.

Med "Du gav mig, o Herre" slutter vi også af med en af de gode, gamle salmer – endda en høstsalme, hvilket passer til årstiden. Salmens ’jordbundethed’ spiller sammen med den første læsning, opfordringen til at fylde dagen med hæderligt virke spiller sammen med epistellæsningen, og endelig spiller pointeringen: ”at elske, thi deri er livet” sammen med evangelielæsning og prædiken, samtidig med, at det er et godt budskab at gå ud af kirken på! Ikke mindst fordi det er ledsaget af løftet om Guds kærlighed, der ikke kun gælder i livet men også efter. Jeppesens melodi er sangbar og har alligevel ’kant’ – især karakteriseret med karakteristiske, melodiske vendinger på ”her bygtes mit bo” og ”her nyder jeg ro”.