3. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 3. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

Sammenhængen til forrige søndag
Evangeliet er fra den afsluttende del af afskedstalen i Johannesevangeliet. I foregående søndags læsning fra Johannesevangeliet argumenterer Jesus for sin bortgang med, at han er den gode hyrde, der sætter livet til for fårene. Han går bort for at redde dem fra tilintetgørelsen. 

Nyt argument for adskillelsen: den korte stund
I afskedstalen føjer han et nyt argument til overvindelsen af deres sorg: den korte stund. Det græske ord for kort, ”mikron”, giver os fornemmelsen af, hvor kort stunden er: Den er mikroskopisk. Ordet mikron optræder ikke mindre end syv gange i teksten: Jesus siger ordet fire gange, disciplene gentager hans ord tre gange. Vi skal altså ikke være i tvivl om, at det er en kort tid! 
Jesus taler dels om den korte tid, der er mellem, at disciplene og han taler sammen, og til hans korsfæstelse og død, dels om den korte tid til hans tilsynekomst efter opstandelsen. Men den korte tid kan også forstås i et længere tidsperspektiv, nemlig som tiden frem til hans genkomst. 
Evangeliet er løftet om, at det er en kort tid, det vil føles som en kort tid. Præcis som når en kvinde har født. Tiden op til og under fødslen kan føles som uforlignelig smertefuld, men når barnet er født, er smerten bort, og kun glæden er tilbage.

Fødslen som billede på opstandelse og genkomst
Fødselsbilledet er vigtigt. Det viser både hen til Kristus, der som opstanden kommer ud af gravhulen og til Kristus, der en dag kommer tilbage og fornyer himmel og jord. Adskillelsen er derfor ikke et katastrofisk slutpunkt, det vil sige et uafvendeligt, terminalt slutpunkt, i Jesu fællesskab med disciplene. Adskillelsen er en åbning ind til en større, livfuld virkelighed. Døden er forandret. Nu kan den ikke længere skille disciplene og os fra Gud. Disciplene skal altså, ligesom vi, opleve påskens glæde – men også at denne glæde ikke tager os ud af verden og dens lidelse. 
Men hvad så, kunne man spørge. Skal vi så bare bide tænderne sammen i vished om, at lidelsen “kun er en kort stund”? Nej, det vil være en misforståelse af udtrykket “en kort stund”. Meningen med fødselsbilledet er at holde os fast på håbet og trøsten. Sorg vil, på et eller andet tidspunkt, vendes til glæde. Og glæden vil fortrænge sorgen. Det er allerede sket. Det er påskens budskab og påstand. 
Så i stedet for at bide tænderne sammen i bitter sorg, skal vi i stedet tænke: “Sorgen varer ikke ved”. Et sådant håb kan give kræfter og mod midt i sorg, lidelse og savn.


Litteratur
I de homiletiske refleksioner til søndagene mellem påske og pinse har jeg lænet mig op ad følgende værker:

Jeppesen, Knud: Det Gamle Testamente på gudstjenestens betingelser. Introduktion til de gammeltestamentlige tekster efter første tekstrække, Anis, 2004

Kierkegaard, Søren: Sygdommen til døden. Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) bind 9, Gads Forlag, 1997-2012

Kjær Nielsen, Helge: Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag, 2007

Lindhardt, Mogens: Ikonen med det evige liv - homiletisk læsning af Johannesteksterne mellem påske og pinse. Anis, 1991

Nielsen, Kirsten: Det Gamle Testamente på prædikestolen - udvalgte prædikener, Præsteforeningen, 2014

Søltoft, Pia: Kierkegaards Kabinet - en nutidig introduktion, Akademisk Forlag, 2017

Endvidere Rowan Williams’ introduktion til Johannesevangeliet – se evt. hans bidrag i Bauckham & Mosser (red.): The Gospel of John and Christian theology, Grand Rapids, 2008

Lone Vesterdal