6. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 6. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Hvor svært kan det være?
Da vi læste søndagens tekster, hæftede vi os begge ved det paradoks, at vi har det med at gøre det, der er ganske lige til, uendeligt kompliceret. Hvordan skal vi leve? Ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det. Vi ved det jo godt. Dåbspagten er den rene børnelærdom. Og det begynder i vores måde at tale til og om verden og hinanden på. Ord kan ødelægge, nedgøre og ord kan skabe forsoning og fred. Så enkelt er det. Men det er svært. Det enkle gøres ikke mindre svært af Paulus’ forklaring på dåben til nogle romere, der ikke kan forstå, at det kan give mening at tro på en død mand. Helt enkelt må vi bede Ånden om at komme os til hjælp, så vi flytter fokus fra os selv og vores iver efter at finde ud af, hvordan vi skal leve – til at tro på Gud, være tro mod det, der er lagt i vores mund og vores hjerte. Hvor svært kan det være?

Mig og Gud
Under læsningen af evangeliet opdager vi vendepunktet i teksten fra at tale om, hvad du siger til og om andre, til hvad andre siger om dig. Et vendepunkt bliver også, når vi sidder i kirken og takker Gud – dig og mig, Gud! – og Vorherre siger: Rejs dig og gå hjem og forlig dig med din modstander og kom så tilbage. Gudsforholdet kan ikke ses isoleret. Gud binder os sammen med vores næste. At elske Gud af hele sit hjerte er ligestillet med det at elske sin næste. Det at have en tro eller at være religiøs bliver mange gange forbundet med noget individuelt. Men det vertikale, mig og Gud, hænger uløseligt sammen med det horisontale, at være menneske blandt mennesker. Det er selve inkarnationstanken. Den dybe sammenhæng bor i korset.