Om samarbejdet og processen
Vi er meget forskellige. Hans vil gerne kognitivt forstå det, han synger, Mette Marie kan elske det, hun ikke forstår. Hans lægger vægt på, at salmemelodier er sangbare og karakterfulde, Mette Marie tilslutter sig, men har samtidig en tilbøjelighed for det kirketonale og mere skæve melodivalg, for så vidt som det er kongenialt med teksten. Meget iørefaldendende melodier, der citerer fra kendt ikke-kirkeligt fællesgods kan sende associationerne i omløb, så andagten og koncentrationen forstyrres.
Vi er enige om, at gudstjenesten er andet og mere end det kognitivt forståelige. Det sansbare er vigtigt. Stemningen, musikkens karakter. Vi har ofte salmer af forskellig alder og karakter stående side om side i erkendelse af, at gudstjenesten på den led er et kludetæppe samlet af stof fra mange århundreder. Overordnet har vi bestræbt os på at vælge både klassiske, velkendte salmer og nyere mindre kendte under hensyntagen til søndagens og kirkeårstidens særlige karakter.
Vi har opdaget, at der er forskellige krav til f.eks. nadversalmens længde, alt efter om den skal bruges i byen eller på landet. I byen vil man typisk gerne have en lang nadversalme, der kan synges af koret under uddeling med sidste vers som nadververs. På landet synges der ikke alle steder under uddeling; til gengæld er ’nadververset’ en hel kortere salme, der kan skifte hver søndag, hvis man ikke har et fast nadververs.
Hans har større kendskab til salmer uden for den autoriserede salmebog og de mest gængse tillæg, hvilket inspirerer Mette Marie. Vi har praktiseret, at hun har læst tekster og en række kollekter op for Hans, som så har tilkendegivet, hvilke sagde ham mest i forhold til søndagens tekstkompleks.
Disse samtaler har også haft indflydelse på valg af kollekter. Hans har ikke bare været den musikalske ekspert, men også den lægmand, der har medvirket til at luge ud i teologisk abrakadabra.
