Fortsæt til hovedindholdet

Præsters supervision af det sundhedsfaglige personale

Kurset henvender sig til præster, der arbejder med eller påtænker at arbejde med supervision af sundhedspersonalet. Sundhedspersonalet møder ofte patienter og pårørende, der er i kritiske situationer. Det stiller krav til personalets faglighed, men også til dem selv som mennesker. De kan have brug for og glæde af i et herredømmefrit rum at vende oplevelser i deres arbejde med en supervisor og med kolleger i en gruppe. Præsters supervision har karakter af ligeværdige samtaler mellem supervisor og supervisanderne og er omfattet af tavshedspligt.
Uddybende kursusbeskrivelse:
I dette kursus vil der blive undervist i, hvorledes teologiske og eksistentielle indsigter direkte og indirekte kan bringes i spil i supervision af et sundhedspersonale. Hvorledes kan man igennem en supervisionssamtale skabe ikke blot en fællesskabsfølelse omkring sårbarhed og magtesløshed, men også en styrke og et mod til arbejdet? Dette vil blive belyst gennem en række foredrag om og øvelser i supervision. 

Det drejer sig om:
• den dialogiske supervision, hvori man forholder sig til de eksistentielle fænomener, som dukker op. Også det at vise supervisanden henholdsvis agtelse og accept vil blive belyst
• den sprogligt opmærksomme supervision, hvori der arbejdes med den sundhedsfaglige sprogbrug, og med hvordan denne kan udfordres til gavn for patienter, pårørende og personale 
• den narrative tilgang, der kan hjælpe os til at udvide de fortællinger, vi fortæller om os selv, og som derved kan være med til at skabe nye muligheder og nye veje at gå
• den protreptiske tilgang, der bl.a. kan bruges, når der dukker et tema op i en gruppe, som flere kunne have glæde af at gå i dybden med.
Af programmet:
Hospicepræst Ingeborg Kastberg:
1.Om det særlige sprog i sundhedsvæsenet og dets indflydelse på personale, patienter og pårørende som et tema i supervision.
2. Øvelser fra Eksistenslaboratoriet.

Sognepræst Christine Gjerris, Hellerup sogn:
1. Fænomenologisk og protreptisk inspireret supervision.
2. Øvelse i supervisionssamtaler.

Hospitalspræst Grethe Jørgensen, Aarhus Universitetshospital:
1. Det narrative perspektiv i supervision.
2. Øvelse i supervisionssamtaler.

Hanne Pahuus:
1. Det dialogiske i supervision.
2. Om supervisors indstillethed.
3. Om at bringe sin teologiske og anden relevant viden i spil i supervisionen.
4. Øvelse i supervisionssamtaler.
5: Musik – og samtale om et eksistentielt fænomen.

Dato:14. november - 18. november 2022
Kursusleder:Pastor emeritus Hanne Kragh Pahuus og Pastor emeritus Hanne Kragh Pahuus
Målgruppe:Præster
Kursustype:Internatkurser
Kursussted:FUV Løgumkloster/Refugiet
Kursus-id:K. 68/22 - 2592
Ansøgningsfristen er udløbet