Uddybende kursusbeskrivelse:
Særligt to grundopfattelser, som står i et spændingsfyldt forhold til hinanden, kendetegner det kristne menneskesyn: alle mennesker er skabt i Guds billede, og alle mennesker er faldne syndere. Hverken gudbilledligheden eller syndigheden er til at komme uden om, men i løbet af teologihistorien er forholdet mellem de to ofte blevet vægtet meget forskelligt.

Med baggrund i Augustins arvesyndslære har særligt den protestantiske teologi betonet faldets konsekvenser på bekostning af gudbilledligheden. Man har hævdet menneskets totale depravation – det komplette tab af den skabte gudbilledlighed – hvilket har præget menneskesynet i pessimistisk og antihumanistisk retning.

Der har dog også altid eksisteret andre kristendomstolkninger, som vægtede forholdet anderledes. For eksempel kendte antikkens østkirkelige teologer intet til en såkaldt arvesynd, som bliver overført via forplantningen, og som angiveligt skulle have korrumperet hele menneskenaturen og fuldkommen destrueret gudbilledligheden. I modsætning til Augustin og hans efterfølgere negligerede disse teologer aldrig tanken om, at mennesket er skabt i Guds billede og til Guds lighed. Gudbilledligheden blev ikke så meget forstået som en specifik menneskelig egenskab, men snarere som et gudskænket orienteringspunkt, der angiver en retning for menneskelivet, et telos, som består i at vokse ind i kærlighedens fællesskab med Gud og medmenneske. Herhjemme lod ikke mindst Grundtvig sig inspirere af dette ”lysere” menneskesyn, hvilket førte ham ud i et opgør med dele af den lutherske arv.

På dette kursus skal vi beskæftige os med gudbilledlighedstanken i eksegetisk, teologihistorisk og samtidsteologisk perspektiv. Vi vil også undersøge forholdet mellem gudbilledlighed og arvesynd og se nærmere på gudbilledlighedstankens konsekvenser for den kristne etik.