Uddybende kursusbeskrivelse:
Ruslands invasion i Ukraine er blevet betegnet som ”den brodermorderiske krig” og en ”Kain-forbrydelse”. Vi har været vidne til, at den russisk-ortodokse kirke har støttet op om Putins aggression. Fra den modsatte kant har en ukrainsk-ortodoks kirkeleder lige så utvetydigt kaldt det ukrainske folk til forsvar af fædreland, frihed og til kamp mod aggressoren indtil sejren er i hus! Inden for de ortodokse kirker er kirke og folk, stat og kirke, både historisk og aktuelt, tæt forbundne, ja, to sider af samme sag. Et af de mest groteske aktuelle eksempler er, at den russisk-ortodokse kirke har udpeget en skytshelgen for produktion af atomvåben, og at de samme våben velsignes af kirken (Andreas Müller, Kiel).

Også i vores grænseland har vi kendt til konflikter og krige mellem broderfolk. Vi ved, hvad krig betyder. I dagens grænseland lever danske og tyske i fred og fordragelighed. Hvordan har kirkerne i grænselandet ageret i spørgsmålet om nation, nationalfølelse og kristendom? Har de stået på et nationalt standpunkt og derved skærpet det nationale modsætningsforhold? Eller har de prioriteret det kristne kernebudskab i respekt for, at det kristne budskab er hævet over det nationale, de nationale skillelinjer? Og derved ydet deres bidrag til en fredelige sameksistens (Lars N. Henningsen)?

Kan en nutidig luthersk kristendom også omfatte nationalfølelse og fædrelandskærlighed (patriotisme)? Hvordan kan grænselandets evangelisk-lutherske kirker bidrage til freden i grænselandet for de kommende generationer? Kan man formulere og enes om en fælles nutidig luthersk fredsetik (Peter Lodberg)?