Past.em., ph.d. Helle Schimmell:
1. Sjælesorg som omsorg – psykobiologiske perspektiver på sjælesorg.
Når mennesker med angst, uro, ensomhed og fortvivlelse søger sjælesorg hos præsten er det ofte fordi verden som man kender den, er truet, rystet eller ganske enkelt gået under. Den relative tryghed som har kendetegnet tilværelsen har måttet vige for utryghed. Evolutionært har vi som art psykobiologisk udviklet os til at opsøge tryghedsskabende andre, når vi er på den, med andre ord, svaret på utryghed er omsorg. Det ligger derfor intuitivt lige for, at sjælesorgen må have en omsorgsdimension for at kunne påberåbe sig navn af sjælesorg. Til trods for menneskers forskelligheder har henholdsvis tryghed/utryghed nogle relativt klare psykobiologiske manifestationer. Anliggendet er at se på, hvordan specifikke kvaliteter ved kontakten med konfidenten kan bidrage til den tryghed, der kan befordre en udforskning af nye tilværelsesaspekter i sjælesorgen.
2. Sjælesorgens rum – anerkendelsens transformative karakter.
Det er ofte hævdet, at det – også i en sjælesørgerisk sammenhæng – har en positiv effekt at give udtryk for og formulere det, som har betydning for en, uanset om det er positivt eller negativt. Vi skal se på hvorledes anerkendelsestanken kan kaste lys over hvorfor det forholder sig sådan, og hvorfor anerkendelsen kan understøtte selvfølelse, selvagtelse og selvværd hos mennesker der søger sjælesorg.

Schimmell og Raakjær:
Eksistenslaboratorium.
Med inspiration fra bogen Eksistenslaboratorium (Jørgensen & Nielsen, Eksistensen, 2018) vil vi gennem forskellige øvelser undersøge egne forventninger og forestillinger i relation til den ”svære samtale” og sjælesørgerens egne oplevede barrierer i forhold til at indgå i den sjælesørgeriske samtaler.

Sognepræst Christian Roar Pedersen:
Asymmetri, magt og ansvar i sjælesorgen.

Lektor Leif Andersen, Menighedsfakultetet:
Genkendelse og afstand.
Praktiseret sjælesorg er teologi ude på kanten. Man ser ned i et dyb, man måske knap havde anet. Og alligevel genkender sjælesørgeren i dybet noget hos sig selv. Det er hernede, det skal vise sig, om man ikke blot kan fortolke en tekst, men også kan fortolke et liv – og vandre med.

Ingeborg Kastberg, MA i sjælesorg, præst v. Hospice Sønderjylland og Team for Lindrende Behandling, Sønderjylland og udd. supervisor i Folkekirken:
Supervision – et nødvendigt reflektionsrum i forbindelse med sjælesorg.
Sjælesorgen udfordres såvel af konfidentens som præstens tro og eksistens, og her er teoretisk viden ikke altid nok! Supervisionens formål er bl.a. at nære dialogen mellem sjæl, rolle og kontekst, og tilbyder et rum, hvor det er muligt at samtænke præstens embede, teologi og person, som de kommer til udtryk konkret, og derfor også i sjælesorgen. Deltagelse i en supervisionsgruppe udgør ”det andet ben” af specialuddannelsen i sjælesorg for sognepræster. Oplægget præsenterer grundlæggende tanker og principper for hvad supervision er.