Oversigt over igangværende projekter på vidensområdet.
Folkekirkens Konfirmandundersøgelse
Folkekirkens Konfirmandundersøgelse er et flerårigt projekt, hvor formålet er at etablere grundlæggende viden om konfirmationsforberedelsens aktuelle udformning og at igangsætte et udviklingsarbejde omkring tolærer-undervisning i konfirmandstuen. Dette konkretiseres i tre delprojekter: "Konfirmationsalder og klassetrin", "Konfirmander med særlige behov" og "To undervisere i konfirmandstuen". Relevant viden fra undersøgelsen udbredes, så den kan bidrage til at løfte både præsternes arbejdsmiljø, den hensigtsmæssige organisering af arbejdet med en mere divers konfirmandgruppe og konfirmandernes udbytte af undervisningen.
Horsens og Skanderborg provstier oplever en stor tilflytning og vil udvikle praksis i mødet med nye indbyggere. Projektet sigter på at skabe ny viden om tilflytterne og række ud efter dem i samskabende processer.
God praksis i kontakt til indvandrere og efterkommere
Projektet fokuserer på de nye kristne befolkningsgrupper, der ikke finder vej til medlemskab af folkekirken. Gennem opsamling af eksisterende viden, bred opsøgende indsats, interviews med de nye befolkningsgrupper samt forandringsarbejde søger projektet at skabe indblik i barrierer og vise veje til at imødegå dem.
Som udløber af projektet er pt. skabt et procesværktøj til arbejdet med at reflektere og udvikle egen praksis i mødet med migranter. Værktøjet kan fås på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters tre lokaliteter i Aarhus, København og Løgumkloster fra november 2025.
Pastoral learning in practice - på dansk pastoral læring i praksis - er et fælles skandinavisk projekt, som udforsker nye præsters læring i Sverige, Norge og Danmark fra sidste del af uddannelsen på pastoralseminariet og de første år ind i embedet.
Undersøgelse af folkekirkens betjening af døve og hørehæmmede medlemmer
FUV har i 2025 undersøgt folkekirkens betjening af døve og hørehæmmede medlemmer. Formålet med undersøgelsen er at give et solidt vidensgrundlag til beslutningstagerne på området, så arbejdet med at sikre en god betjening af døve og hørehæmmede i fremtiden sker på det bedst mulige grundlag. Undersøgelsen kan læses her: Undersøgelse af folkekirkens betjening af døve og hørehæmmede medlemmer.
På baggrund af erfaringerne i Paraplyprojektet til forbedring af præsters psykiske arbejdsmiljø, har Arbejdsgruppen for forbedring af Præsters Psykiske Arbejdsmiljø (APPA) søgt 1,3 mio. kr. hjem til at gennemføre opfølgende implementeringsarbejde af de virksomme metoder samt udbredelse af den opnåede viden i folkekirken. FUV forestår programledelsen på implementeringsprogrammet.