Apokatastasis er en all inclusive-version af kristendommen, der særligt i en religiøst pluralistisk og individualistisk tid genvinder sin berettigelse som tolkningsramme for den kristne tro. Vi kender alle nogle mennesker, som ikke er døbte kristne – måske endda i vores egen familie – og hvordan kan vi teologisk forstå Guds forhold til dem på en sådan måde, at troen på Guds betingelsesløse kærlighed og universelle frelsesvilje ikke bliver kompromitteret?

Forestillingen om altings genoprettelse (apokatastasis panton) dukker op i flere nytestamentlige tekster og vandt hurtigt udbredelse i særligt den græsk- og syrisksprogede del af oldkirken. I denne universalistiske forståelse af evangeliet ses Gud som alle menneskers fader, menneskeheden betragtes som et ubrydeligt fællesskab, der er skabt til enhed med Gud, og Kristus bliver således også en frelser for ubetinget hele verden. Det er en tolkning af kristendommen, der ikke tænker individualistisk, men relationelt og participatorisk om mennesket, og som mener, Gud kun har ét formål for den skabte menneskehed: alles restløse forløsning og indlemmelse i Treenighedens evige kredsløb. Kun den kærlighedsløse ondskab og døden går endegyldigt fortabt.

På dette kursus skal vi reflektere over apokatastasiskristendommen eksegetisk, historisk og aktuelt. Vi skal se nærmere på dens tidligste formuleringer i Det Nye Testamente og hos kirkefædrene og undersøge, hvordan og hvorfor den vender tilbage i det moderne. En central pointe vil være, at apokatastasis ikke blot drejer sig om den eskatologiske frelse, men om en samlet tolkning af den kristne tro, der også har konsekvenser for, hvordan vi forstår gudbilledligheden, synden, forsoningen, nåden og dåben. Det er kursets formål at bidrage til en vedkommende og meningsfuld forkyndelse af evangeliet i en pluralistisk tid, hvor en juridisk præget, ekskluderende kristendomstolkning forekommer tiltagende problematisk.