Kirken har en lang tradition for at møde mennesker, som er i sorg over at have mistet en nærtstående - og mødet med sørgende indtager stadig en væsentlig plads i de fleste præsters dagligdag. Både i forbindelse med bisættelser og begravelser, men også ved efterfølgende individuelle samtaler og ikke mindst i sorggrupperegi. Når det kommer til sorgen over døden, har man i den teologiske tradition imidlertid mest beskæftiget sig med sorgens årsag, nemlig døden. Selve sorgen har der kun været få systematiske teologiske overvejelser over. 

Særligt i takt med at der de seneste år er kommet større fokus sorg og sorgkultur, både inden for fag som psykologi, filosofi, sociologi og medicin, men også i samfundet som helhed, er der dog i stigende grad brug for en gennemtænkning af de teologiske perspektiver på sorg.

 Der spilles teater om sorg, synges om sorg, tales om sorg - i podcasts, tv-programmer og magasiner. Der udgives anseelige mængder af sorglitteratur; både personlige beretninger, indføringer i nye sorgteorier, vejledninger i hjælp til at leve med sine døde og så videre. Samtidig er sorg blevet genstand for en øget forskningsmæssig interesse - med dertil hørende teorier, begrebsapparater, eksperter og interventioner. I 2018 blev sorg tillige en diagnose, hvilket gav anledning til fornyet debat om sorgens væsen.

Uddannelsen vil afspejle sorgområdets interdisciplinære karakter og er bygget op om en række centrale temaer, som kan inddrages direkte i den daglige praksis i forbindelse med både individuelle sjælesorgssamtaler og ikke mindst i sorggruppesammenhæng. 

Vi vil på uddannelsen blandt andet beskæftige os med:
• Sorgen som eksistentiel grænseerfaring
• Teologiske perspektiver på sorg før og nu
• Psykologiske sorgteorier
• Sorgkultur
• Sorgen i relation til krop og sprog
• Ledelse af sorggrupper