Fortsæt til hovedindholdet
FUV
Kursusprogram

Meningen med livet og hvordan vi ødelægger den: om skabelse og syndefald

Mennesket kan ikke leve udelukkende gennem materiel behovstilfredsstillelse. Dybest og åndeligt set næres vi af eksistentiel mening, en tro på eller fornemmelse af, at vi er her af en grund, og at livet har en mening. På dette kursus finder vi ud af, hvad meningen med livet kristeligt set består i – og hvordan vi mennesker er verdensmestre i at ødelægge den.

Når de bibelske skrifter og kristendommen hævder, at verden er skabt, er det ikke så meget med henblik på at levere en mere eller mindre god forklaring på, hvordan galakser, planter, dyr og mennesker er opstået, men snarere for at understrege, at livet er udstyret med formål og mening. Skabelse betyder teologisk set, at det ikke er tilfældigt, at vi er til. Der er en mening med livet. Men hvilken?

Samtidig henviser syndefaldet heller ikke nødvendigvis til en (for)historisk hændelse, som vores forfædre og -mødre var eneansvarlige for, men til det tilsyneladende uomgængelige livsvilkår, der drejer sig om, at vi med storslået konsekvens formår at gå fejl af vores livs mening og destruere tilværelsen, sådan som Gud oprindelig har villet den. Teologisk set betyder synden og syndefaldet, at vi ødelægger livets gudsskabte mening. Men hvordan gør vi det, og hvad er Guds modsvar?

På dette kursus vil vi beskæftige os eksegetisk, dogmatisk, religionsfilosofisk og sjælesørgerisk med meningen med livet og vores kollektive og individuelle erfaringer af livsmening, meningsløshed og fremmedgørelse. Det vil vi gøre ved kreativt at udforske to kernebegreber fra den kristne frelseshistorie, nemlig skabelsen og syndefaldet, som er uomgængelige ikke bare for at kunne forstå bibelen og den kristne tro, men også for at kunne forstå formålet og meningen med, at vi overhovedet til.
Lektor, dr.theol., Frederik Poulsen, KU:
Hvordan ødelægger man meningen med livet ifølge de gammeltestamentlige profeter?

Filosof, forfatter, ph.d., Anders Fogh Jensen:
Mening i en tid i forandring

Sognepræst, forfatter og debattør, Sørine Gottfredsen:
Livskraft: meningen med livet ifølge Grundtvig og Kim Larsen

NN:
Skabelse og syndefald før og nu - dogmatisk belyst

NN:
Om at finde mening på trods

Lektor, ph.d., Lars Sandbeck, FUV:
1. Skabelse og syndefald: hvad er meningen?
2. Meningen med døden og det evige liv
Dato:10. november - 14. november 2025
Kursusleder:Lektor, ph.d. Lars Sandbeck
Målgruppe:Præster
Kursustype:Eksternatkurser
Kursussted:FUV København, Farvergade 27F, 2. sal, 1463 København K.
Ansøgningsfrist:10. august 2025
Kursus-id:K. 62/25 - 3133