Fortsæt til hovedindholdet
FUV
Kursusprogram

Shakespeare – livets teater

På dette dannelseskursus skal vi sammen blive klogere på Shakespeare og menneskets lidenskabs- og lidelsesfyldte tilværelse. Hvad vil det sige at være menneske, og hvordan kan vi leve med hinanden på godt og ondt i en verden, hvor kaotiske kræfter raser både inden i og uden for os?

Shakespeare over alt! Ud over biblen er der næppe noget, der har haft større indflydelse på vores opfattelse af det moderne menneske og tilværelsens drama end Shakespeares skuespil. Få har gennemlyst og belyst menneskelige fænomener som hævn, tilgivelse, kærlighed, vrede, køn og psyke med større dybde og indlevelse end Shakespeare. På forskellig vis vender og drejer Shakespeare i sine komedier, tragedier og historiespil det evige spørgsmål ”Hvem er jeg? Hvad vil det sige at være menneske?” 

Kurset vil give en introduktion til Shakespeare, hans tid, ideverden og de genrer, han bevæger sig indenfor. Samtidig skal vi forsøge at blive klogere på, hvorfor det stadig er relevant at arbejde med Shakespeares skuespil 400 år efter de blev skrevet og opført første gang.

Vi vil derudover gå i dybden med to af hans skuespil: komedien ”Helligtrekongersaften” og tragedien ”Macbeth”, som skal være læst forud for kurset (gerne i Niels Brunses oversættelser). Gennemgangen af de to skuespil er primært tekst- og samtaleorienteret og vil fokusere på de eksistentielle og teologiske temaer, skuespillene undersøger, men aldrig giver færdige svar på. Det drejer sig blandt andet om temaer som menneskets ambivalente forhold til kærlighed, hævn, tilgivelse, stand og kald, orden og kaos.

Sognepræst, Søren Christian Storvad:
Hvorfor læse Shakespeare? Hvad skal vi med skuespillet i forhold til præstegerningen

Søren Christian Storvad og Gunhild Als:
1. Introduktion til "Macbeth"
2. Eksegetisk og tematisk gennemgang af "Macbeth" i plenum

Sognepræst, Jesper Mønsted:
1. Introduktion til "Helligtrekongersaften"
2. Eksegetisk og tematisk gennemgang af "Helligtrekongersaften"

Lektor, dr.theol., Carsten Pallesen, KU:
At høre sig selv tale: Genredifferentiering med særligt henblik på enetalens litterære og teologiske betydning

Idehistoriker, sektionsleder, ph.d., Frank Beck Lassen, Nationalt Center for Etik:
Renæssancen i idé- og tidshistorisk belysning

NN:
Hvorfor er Shakespeare fortsat relevant at arbejde med og opføre?

Lektor, ph.d., Lars Sandbeck, FUV:
Hvad er et menneske? Mellem creatio ex nihilo og syndefaldet
Dato:24. november - 27. november 2025
Kursusleder:Lektor, ph.d. Lars Sandbeck
Målgruppe:Præster
Kursustype:Internatkurser
Kursussted:FUV Løgumkloster/Refugiet
Ansøgningsfrist:24. august 2025
Kursus-id:K. 68/25 - 3139